Vi kan i år fejre 70-året for afslutning af Anden Verdenskrig.  Krigen kostede millioner af mennesker livet, førte til stor ødelæggelse, og krigens rædsler satte dybe spor i mange mennesker. Spor, som stadigvæk kan mærkes. I løbet af min opvækst kom krigen meget tæt på mig, da jeg oplevede min far fortælle om sin modstandskamp i Danmark, og da jeg hørte om krigen i Nordnorge, hvor min mor blev født i 1940.

Danmark skal blive et land, hvor demokrati, velfærd og miljø er i højsædet, samtidig med at vi har et globalt udsyn. Et nej til EU er et ja til noget bedre.

Den tyske besættelsesmagt rykkede på et tidspunkt ind i min fars lejlighed og ventede på ham, men han blev heldigvis advaret og fandt sikkerhed i Sverige. Min morfar, der også var officer, flygtede ligeledes til Sverige. Min mor og mormor blev boende i krigens Narvik.  

Fredens projekt?

Jeg skal ikke skrive om det, min familie oplevede her, men i stedet slå fast, at Anden Verdenskrig har påvirket mig meget. Det er ikke kun et historisk spørgsmål for mig. Jeg har altid drømt om en fredelig verden, hvor vi bygger bro mellem folk, og hvor vi gør, hvad vi kan for at hjælpe mennesker i nød. Vi skal lære af de fejl, der blev begået under Anden Verdenskrig, så vi kan undgå at lave de samme fejl igen. 

Da jeg som 19-årig statskundskabsstuderende bosiddende på 4. Maj Kollegiet på Frederiksberg læste Maastricht-traktaten, forstod jeg, at EU’s mål er at opbygge en fælles forsvarspolitik og et fælles forsvar, og jeg var helt sikker på, at det var en forkert vej at gå. Da jeg også satte mig ind i EU’s opbygning, stod det endnu mere klart for mig, at EU underminerer demokratiet og sætter det indre marked over velfærd, miljø og sundhed. 

EU-tilhængerne kalder EU for fredens projekt. Men hvordan kan ”fredens projekt” støtte våbenindustrien, der sælger våben til lande, der vedvarende krænker menneskerettighederne? Hvordan kan det være, at EU i flere konflikter, for eksempel i Eksjugoslavien og Sri Lanka, har blandet sig på en måde, som har forværret konflikterne? Hvorfor foreslår EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker etableringen af en EU-hær?

Folkeretten

Mit svar er, at EU er under udvikling til at blive en statsdannelse. EU varetager først og fremmest egne interesser og på en måde, som skal være i tråd med Lissabontraktaten. EU står ikke for fredsmægling og kollektiv sikkerhed i verden. EU står ikke for nedrustning og kamp mod masseødelæggelsesvåben. EU er ikke lig med en styrkelse af folkeretten og FN. 

EU’s reaktion på flygtningesituationen i verden viser også, at Unionen er en slags Fort Europa. Målet for EU er at holde flygtninge ude af Europa – ikke at hjælpe mennesker med at komme i sikkerhed – og Unionen tager ikke fat i de grundlæggende årsager til, at mennesker flygter. EU’s politik skyldes selvfølgelig også de holdninger, som præger EU i dag. Holdninger, som desværre får næring, når 120 millioner borgere i EU trues af fattigdom og social udstødelse. 

EU har et medansvar for den sociale nød, som mange mennesker i EU oplever, og flere af EU’s politikker er også til skade for mennesker andre steder i verden. Det er derfor afgørende, at vi vender os imod EU og de skadelige politikker, som EU står for.

Vi skal skabe en bedre verden og lære af fortidens fejl. For mig drejer det sig om, at Danmark skal blive et land, hvor demokrati, velfærd og miljø er i højsædet, samtidig med at vi har et globalt udsyn. Et nej til EU er et ja til noget bedre. Her spiller en styrkelse af det nordiske samarbejde en vigtig rolle. Norden kan blive den ramme, som giver os en stærkere international stemme til gavn for fred, udvikling og en styrkelse af FN og folkeretten.  

Ja til verden – nej til EU.