Man siger, at ekstraordinære tider kalder på ekstraordinære løsninger. Det er også rigtigt langt hen ad vejen. Men coronakrisen har vist os, at når det kommer til at afbøde slagene fra pandemien, så har vores klassiske danske model vist sig at være den mest effektive medicin.

Det er vigtigt, at vi bruger de erfaringer, vi nu har fået, til at udvikle og styrke den danske model.

I år er trepartsaftalen som værktøj til at løse alvorlige samfundsproblemer nemlig braget igennem med eksplosionsstyrke. Vi har på rekordtid forhandlet hjælpepakker igennem. Hjælpepakker der støtter vores virksomheder og medarbejdere med store beløb for at sikre arbejdspladser.

FH, arbejdsgiverne og regeringen har alene i 2020 indgået ikke mindre end foreløbig elleve aftaler. Og der kan endda godt nå at komme flere inden årsskiftet.

Det viser endnu engang, at vi i Danmark tager hånd om krisen ved at stå sammen.

Og det viser, at vi har et ekstra gear at køre i, fordi de fleste lønmodtagere i Danmark er omfattet af overenskomster, som er forhandlet mellem lønmodtagernes og arbejdsgivernes organisationer. Det betyder nemlig, at vi på vegne af medarbejdere og arbejdsgivere kan forhandle med hinanden og politikerne og lande brede aftaler. Og det betyder ikke mindst, at vi har særlige muligheder for at handle lynhurtigt.

Det kan kun lade sig gøre, fordi at vi har en lang tradition for at finde løsninger på de uenigheder, som vi har fagbevægelse, regering og arbejdsgivere imellem. For selvom det kan gå hårdt for sig i forhandlingslokalet, så ligger det i vores dna at nå til enighed om løsninger, som gavner alle, både medarbejdere, virksomheder og resten af samfundet.

Derfor kunne vi også forhandle en omfattende aftale om lønkompensation hjem blot få dage efter, at statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned på grund af coronaepidemien. En aftale, der betød, at langt flere lønmodtagere kunne beholde deres job, end det ellers ville have været tilfældet.

Senere aftaler handlede blandt andet om at hæve satsen for lønkompensation, om fridage til at passe hjemsendte eller smittede børn, og om arbejdsfordeling, der betyder, at medarbejderne i en virksomhed, der midlertidigt ikke har arbejde nok til alle, kan deles om det arbejde, der er, i stedet for at nogle bliver afskediget. 

Derudover er det lykkedes os at hjælpe de unge, som på grund af coronakrisen står uden praktikplads. Samtidig med at vi har aftalt en ny og mere systematisk måde at få oprettet praktikpladser på, som vil gavne både de unge og virksomhederne på den anden side af epidemien. 

Den danske model må altså i høj grad siges at have vist sit værd under coronakrisen. Men vi må ikke glemme, at der også venter udfordringer på den anden side af krisen.

Mange især unge, ufaglærte og faglærte har helt uden skyld mistet deres job og deres indtægt. Dem skal vi have tilbage til hverdagen. Og vi skal give de virksomheder, som står på randen af konkurs, det nødvendige skub til igen at blive sunde og stærke arbejdspladser.

Derfor er det vigtigt, at vi nu bruger de erfaringer, vi nu har fået, til at udvikle og styrke den danske model. Og det er vigtigt, at vi får cementeret den centrale rolle, som trepartsaftalerne spiller i at løse nogle af de alvorlige samfundsproblemer, vi står over for.