Klima, uddannelse og opkvalificering hænger sammen
Blogs
Klima, uddannelse og opkvalificering hænger sammen
Skal den grønne omstilling lykkes, forudsætter det, at vi har en arbejdsstyrke, som har kompetencerne til at gennemføre omstillingen. Det kræver også, at alle er med, og at omstillingen bygge på social balance.
Den grønne omstilling vil kræve forandringer, som kan mærkes i hele samfundet. Uanset om du er lønmodtager eller virksomhedsejer. Så vi er nødt til at være forudseende og huske, at en omstilling af samfundet handler om langt mere end selve de grønne teknologier.
Der er langt fra Danmark til Frankrigs gule veste. Men vi må ikke glemme, at omstillinger, der opleves som uretfærdige, kan spænde ben for sig selv.
Omstillinger handler i høj grad også om de mennesker og skæbner, der er indblandet. Og et samfund med 70 procent mindre CO2-udledning i 2030 og klimaneutralitet i 2050 vil forudsætte, at vi har en arbejdsstyrke, som har kompetencerne til at gennemføre omstillingen.
Det betyder, at implementeringens grønne helte ikke kun er akademikerne – det bliver i endnu højere grad de faglærte. For varmepumpen virker nu engang først, når nogen tilslutter den. Og vindmøllen snurrer ikke, før nogle har opstillet den.
Et projekt for alle
Omstillingen frem til 2030 vil skabe mere end 200.000 årsværk. De mange nye job skal blive en gevinst, ikke en flaskehals. Det kræver et fleksibelt arbejdsmarked, der sikrer tilstrækkelig arbejdskraft med de rette kompetencer i rette tid. Klima, uddannelse og opkvalificering hænger sammen.
Hvis man skal vente i månedsvis på en installatør, eller installatøren skal vente i årevis på et kursus, så kommer klimaet også til at vente længe på drivhusgasreduktionerne. Det går ikke.
Sidst, men ikke mindst, så er det bydende nødvendigt, at vi får sikret, at danskernes hjerter er med i omstillingen. Alle skal føle sig inddraget. For hvis udgiften til varmepumpen og elbilen udhuler mad- og tøjbudgettet, så kan opbakningen svinde.
Håber på social balance
Der er langt fra Danmark til Frankrigs gule veste. Men vi må ikke glemme, at omstillinger, der opleves som uretfærdige, kan spænde ben for sig selv. Derfor må efterårets forhandlinger om blandt andet en grøn skattereform tage hensynet til social balance dybt seriøst. Der bliver brug for kollektive løsninger.
I fagbevægelsen har vi derfor fremlagt en helhedsplan, som ikke blot opfylder 2030-målet, men også foreslår tiltag inden for medarbejderinddragelse, arbejdsmiljø, uddannelse, opkvalificering og tryghed.
Den grønne omstilling og kvalificeret arbejdskraft går nemlig hånd i hånd, og det må vi ikke glemme i debatten. For så fejler omstillingen, og vi får ikke fuld gavn af de nye og bedre job, som den kan bringe med sig.