15 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tre forkerte myter om mangel på arbejdskraft

Blogs

Lizette Risgaard
Formand Fagbevægelsens Hovedorganisation
Født 15. juli 1960 Næstformand i LO siden oktober 2007 Medlem af LO’s daglige ledelse og hovedbestyrelse. Tidligere har hun blandt andet været tillidsrepræsentant for HK’erne i TIB, formand for Brancheklubben for Fagforeningsansatte i HK København, næstformand i LO Storkøbenhavn, formand for HK/Service København Uddannet kontorassistent, Master i Public Administration, MPA.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 09. marts, 2018, 05:15:56

Tre forkerte myter om mangel på arbejdskraft

I stedet for at gentage urigtige myter om mangel på arbejdskraft, skulle arbejdsgiverne og regeringen hellere investere i uddannelse og opkvalificering.

Den seneste tid har det føget i luften med myter om mangel på arbejdskraft, der er lige så utroværdige som rygterne i de kulørte blade. Her er tre forkerte myter, bl.a. regeringen og arbejdsgiverne har forsøgt at bilde os ind:

Drop myterne og investér i dem, der står på spring for at blive en del af arbejdsfællesskabet.

Myte #1: Danmark løber snart tør for arbejdskraft

Nej, det gør vi ikke.  

Flere end 110.000 bruttoarbejdsløse står klar, og næsten 200.000 ønsker at arbejde flere timer, end de allerede gør. 10.000 unge står uden praktikplads. Dertil har vi en kærkommen mulighed for at få en gruppe medborgere, der står længere fra arbejdsmarkedet, med tilbage i vores fællesskab på arbejdspladserne, mens vi står midt i et opsving. For det handler om at få alle med.

Jeg gider ikke at høre ét ord mere om nødvendighedens politik, eller at vi ikke har flittige medborgere nok i Danmark. Nu må politikerne bidrage med uddannelse og opkvalificering til at løfte arbejdsløse. Og en særlig socialpolitisk indsats til dem, der har brug for det. I stedet for at skære ned på deres muligheder.

Myte #2: Virksomhederne mangler 'generelt' arbejdskraft

Nej, der er ikke 'generel' mangel på arbejdskraft.

Mere end tre af fire virksomheder finder medarbejdere problemfrit. Sidste efterår var der udfordringer med rekruttering til et antal stillinger, der svarer til blot 0,7 pct. af den samlede beskæftigelse.

De udfordringer, der trods alt findes, knytter sig især til arbejdskraft med specifikke kvalifikationer og på bestemte områder. Faktisk er mangel på arbejdskraft mere udbredt blandt faglærte LO-stillinger end alle stillinger samlet set.

I fagbevægelsen har vi i årevis forsøgt at få virksomhederne til at tage flere lærlinge, netop så vi ikke skulle ende i den her situation. Nu har vi så også indgået en trepartsaftale, der fremmer virksomhedernes motivation til at oprette flere pladser. Men vi mangler, at regeringen øjeblikkeligt stopper sine nedskæringer på erhvervsskolerne. Når vi har brug for unge, der kan styre kraner og robotter, dur det jo ikke at skære ned på de skoler, hvor de skal lære det!

Myte #3: Virksomhederne kan ikke få den arbejdskraft, de søger

Jo, det kan langt de fleste godt.

Og hele fire ud af ti virksomheder, der siger, at de IKKE kan finde medarbejdere, mener, at de kunne have gjort mere for at finde dem. F.eks. har kun godt halvdelen slået stillingen op i Jobnet, kun hver 4. har haft kontakt med jobcenteret, og bare hver 10. har kontaktet en a-kasse eller fagforening.

Det kan gøres bedre! I starten af opsvinget kunne virksomhederne forholdsvist nemt finde kvalificerede medarbejdere. Men i dag kan virksomhederne selvfølgelig ikke hvile på laurbærrene og forvente, at den perfekte medarbejder stadig kommer spadserende ind af døren af sig selv. Det bør virksomhederne vænne sig til, inden de sætter hele den politiske mølle i gang for at skaffe nemmere arbejdskraft fra tredjelande.

Så, kære regering og arbejdsgivere: Drop myterne og lad os benytte opsvinget til at investere i dem, der står på spring for at blive en del af arbejdsfællesskabet. Det er dét, der kaldes rettidig omhu.