Balance. Det ord har I nok hørt mig bruge mange gange. 

Fagbevægelsen kan ikke holde til at lave trepartsaftaler med arbejdsgivere og regering, hvis ikke der er balance i regnskabet: Vi skal integrere nye grupper på arbejdsmarkedet. Ja. Men vi må ikke glemme dem, der i forvejen mangler en praktikplads, et job, en uddannelse.

Uenigheden består i, om forbundenes egne aftalte satser er høje nok i alle brancher. Det er ikke LO's bord, men forbundenes.

Opgaven er svær. Det med balancegang er ikke en let disciplin. Især ikke når man først skal levere på integration af flygtninge, og først senere kan tage hånd om centrale lønmodtageremner som praktikpladser og efter- /videreuddannelse.

Ikke desto mindre har vi afsluttet første runde i trepartsforhandlingerne - helt uden at ty til løsninger som mini-job eller permanent lave indslusningslønninger. Vi har i stedet betrådt kendt land, og inden for vores overenskomstaftaler etableret en ny integrationsgrunduddannelse (IGU) til flygtninge og familiesammenførte, der kommer til landet uden en relevant uddannelse og uden at kunne sproget.

Valget af redskab er tilpasset den helt særlige situation, vi står i.

De store strømme af flygtninge er ekstraordinære. Fygtningene skiller sig markant ud fra den øvrige danske arbejdsstyrke - de fleste er unge, de mangler uddannelse og kan ikke dansk.

Ideen med IGU'en er at ruste den gruppe til at kunne varetage et job på ordinære vilkår eller give nogle mod på efterfølgende at tage fx en erhvervsuddannelse.  

IGU'en er tidsbegrænset og løber i tre år, og vi følger naturligvis aftalerne tæt og holder øje med, hvorvidt der bliver oprettet nogle aftaler og kan aflæse succes-raten.

Der er bred enighed om, at modellen er god. Kombinationen af praktik, uddannelse og sprog virker. Og hele ideen om, at finde løsninger inden for rammerne af den danske model, med satser, vi selv har forhandlet og aftalt, nyder stor opbakning i fagbevægelsen og i befolkningen.

Uenigheden består i, om forbundenes egne aftalte satser er høje nok i alle brancher. På det private arbejdsmarked (der sandsynligvis vil tage den største andel IGU-elever) er satsen højere end på det offentlige arbejdsmarked. Det er ikke LO's bord, men forbundenes. Dog tror jeg på devisen om, at hvad der er godt nok til danske EGU-elever, også bør være ok for de flygtninge, der er målgruppen for IGU.

Jeg ser det som en stor fordel, at vi som samfund har hånd i hanke med udviklingen. Jeg tror også på, at IGU'en kan hjælpe med en anden - kæmpe - udfordring for fremtidens arbejdsmarked: Manglen på faglært arbejdskraft.

Får vi ikke også knækket den nød, står vi i 2030 og mangler op mod 90.000 faglærte. Hvem sagde praktikpladser og efter-/videreuddannelse??

Udfordringerne hober sig op, og emnerne for de videre trepartsforhandlinger står i kø. IGU´en må på ingen måde stå alene. Treparten skal gå på flere ben, hvis vi for alvor skal ruste arbejdsmarkedet til fremtiden.