Klassekamp i nye farver
Blogs
Klassekamp i nye farver
Den opbrudssituation, som EU-landene befinder sig i, kommer til at spille en meget central rolle i debatten op til EU-parlamentsvalget den 26. maj. Klassekampen er rykket ind i valgkampen.
På Odense Teater opføres i disse dage et teaterstykke under titlen ”Død over eliten”: To statsministerkandidater kæmper om magten op til valget, mens rengøringsassistenten på museet udliciteres, arbejdsdrengen på værkstedet trækkes igennem et rigidt uddannelsessystem, og forstadsparret føler en større og større utryghed.
EU-eliten er ved at skabe sit eget trusselsbillede, som den vil gå til valg på.
Afstanden mellem folket og eliten – her temmelig unuanceret fremstillet som den snobbede smagsdommer-kulturelite – vokser og vokser. Humanisme får trangere og trangere kår. Højrepolitikernes samfund ender i ét stort stripteaseshow, og det oversete, tilsidesatte og udskammede folk ser ingen anden udvej end at iklæde sig grågrønt camouflagetøj og gribe til de yderste magtmidler. ”Proletariatets diktatur” kalder de det i stykket. Næppe! Måske ikke engang revolutionært. Men helt bestemt klassekamp.
I Frankrig er klassekampen klædt i gult. Her har arbejdere, småbønder, fattige og arbejdsløse fundet en fælles sag og kæmper under fælles farver. Det aristokratiske storbyborgerskab og fortalerne for de sidste 30 års økonomiske politik til fordel for overklassen er i chok. Men som den franske geograf Christophe Guilluy, forfatter til en i Frankrig meget udbredt bog ”La France périphérique”, skriver:
”Demonstranterne blev umiddelbart afvist som fremmedfjendske, antisemitter og homofobe. Eliterne fremstiller sig selv som antifascistiske og antiracistiske, men det er bare en måde, hvorpå de forsvarer deres klasseinteresser. Det er det eneste argument, de har for at forsvare deres privilegier, men det virker ikke længere.
Blodig alvor
I Frankrig er det ikke et teaterstykke, der opføres i en provinsby, men blodig alvor. For når argumenterne ikke virker længere, tager den rå klassevold over. I de parisiske gader skyder politiet med fuldt overlæg folk i ansigtet og øjnene for at skade dem maksimalt. Og det nytter ikke at verfe disse kendsgerninger til side med påstande om det nødvendige i at trænge voldelige ballademagere tilbage. Som den britiske journalist Vanessa Beeley har rapporteret, gælder det ”fredelige, ubevæbnede demonstranter og til og med tilfældigt forbipasserende”.
Solkongen Macron og hans bankelite bider fra sig, fordi de gule vestes bevægelse ikke har ladet sig kue, men stædigt fortsætter og ikke lader den herskende klasse glemme dem, de hersker over, og hvis liv de foragter. Og det lader sig ikke længere skjule, at der ikke er tale om en kulturkrig – som fremstillet på scenen i Odense – men om klassekrig.
Den 26. maj er der valg til EU-parlamentsvalget, og min påstand er, at den opbrudssituation, som EU-landene befinder sig i, kommer til at spille en endog meget central rolle i debatten.
For et par uger siden udsendte 30 europæiske forfattere og kulturpersoner en appel, direkte møntet på EU-parlamentsvalget. Appellen er én stor opfordring til at samles om den europæiske ide. I højtravende vendinger erklærer de, at ”Europa som idé, som vilje og symbol, er i færd med at falde fra hinanden for øjnene af os”. De slår til lyd for, at ”vi må ville Europa eller gå til grunde under den truende populisme”.
Trusselsbillede
Kulturelitisterne skelner ikke mellem højre og venstre. De ser kun horder af uciviliserede masser som en flodbølge overtage deres Europa. Konklusion: Vi må alle til EU-parlamentsvalget samle os om den globaliserede EU-tilhænger-elites partier.
På et debatmøde for nylig på Amager var det faktisk den argumentationsramme, som repræsentanten for Europabevægelsen lagde for dagen: Europa (de kalder altid EU for Europa!) er ”truet mere end nogensinde udefra og indefra”, det er ”ved at falde sammen omkring ørerne på os” og ”truet indefra af mørke kræfter”, erklærede næstformand i Europabevægelsen Jens Boe Andersen.
EU-eliten er således ved at skabe sit eget trusselsbillede, som den vil gå til valg på, og som den vil ty til, når den presses op i en krog af solide argumenter. Klassekampen er så sandelig rykket ind i EU-valgkampen.