“Når man ikke synes, at politikerne eller systemet løser tingene, så må man gøre noget selv”, siger ‘Stine’ i Dagbladet Information, 12.09.2015 

Alt imens den politiske elite snakker, bliver der ved med at skylle lig op på Fort Europas grænser.  

‘Stine’, som hun kaldes i interviewet, er en 40-årig mor til tre, der ikke havde erfaring med politisk aktivisme. Med billederne af flygtningene på de danske motorveje blev det imidlertid for meget. Stine tog sagen i egne hænder. Hun trodsede politiets advarsler, om at det var ulovligt at hjælpe flygtningene med et lift, og sikrede på den måde, at endnu en syrisk familie slap igennem Danmark og videre til Sverige.  

Politikerkrise – ikke flygtningekrise

Den inspirerende handlekraft, som Stine og mange andre har udvist, står i skærende kontrast til beslutningstagernes adfærd. Til stor international forargelse bestod regeringens handlekraft alene af Støjbergs berygtede annoncer i de libanesiske aviser, der klargjorde, at man i Danmark har gjort forholdene for folk på flugt så kummerlige, at de ligeså godt kunne lade være med at prøve. Flygtninge er ikke velkomne, var det klare budskab.

Og for at gøre ondt værre valgte man at indstille vores tidligere statminister, Helle Thorning-Schmidt, til posten som FN’s flygtningehøjkommissær. Vel at mærke en statsminister, hvis politik blev kritiseret af selvsamme højkommissariat for brud på menneskerettigheder.  

En bevægelse har rejst sig

Ligesom Stine er vi mange i Danmark og på tværs af Europa, der har rejst os for at sige fra over for de politikere og det flygtninge- og asylsystem, der ikke formår at overholde selv de mest basale rettigheder. Det er – indtil videre – kulmineret med massedemonstrationer i 74 europæiske byer i lørdags.

I København mødte 40.000 mennesker op under parolen #WelcomeToDenmark for at vise solidaritet med folk på flugt, og at vi er mange der står for et andet Danmark end det, Løkke, Støjberg og co. står for. Som Bue Rübner Hansen, en af talerne i lørdags, så rammende formulerede det: “Solidaritet handler ikke om at hjælpe andre, men om at hjælpe hinanden. Det handler om at støtte hinanden i at skabe et andet Danmark efter to årtier med smittende mistillid og splittelse.”

Men vil vi skabe det Danmark og for alvor udvise solidaritet, må vi gøre mere end at sige velkommen. Vi må udfordre de grundlæggende årsager til flugt: krig og ulighed. Og her må vi kigge indad, for modsat det skønmaleri, vi ofte fremstiller af Danmarks og EU’s rolle på den internationale scene, har vores krigsfærd, vores nykolonialistiske handelsaftaler og vores udenrigspolitik i det hele taget unægtelig haft en finger med i spillet i forhold til de flygtningestrømme, vi ser rundt omkring i verden.

I de seneste uger har en inspirerende bevægelse rejst sig. I fællesskab må vi sikre, at den fortsætter, for alt imens den politiske elite snakker, bliver der ved med at skylle lig op på Fort Europas grænser.