4082 medlemmer af HK’s a-kasse risikerer at miste deres dagpenge i løbet af 1. halvår 2013. Ifølge A-kassernes Samvirke risikerer 2400 dagpengemodtagere – om måneden – at miste dagpengeretten fra den 1. januar. Og selvom langt de fleste ledige gør alt, hvad de kan, for at finde et arbejde, er der bare ikke job nok.

Derfor er forventningen blandt sagsbehandlerne på landets jobcentre, at kun få af de, der står til at miste deres dagpenge, kommer i arbejde inden nytår.

De adskillige tusinde ser ud til at blive spist af med et ”sådan er det jo” og en akutpakke, der ikke flytter det store. Og det kan de altså ikke leve af. Akutpakken, der blev præsenteret den 31. august, er et tyndt plaster på et stort sår, der inden længe begynder at styrtbløde.

Dertil kommer, at de forskellige initiativer, der er målrettet arbejdsmarkedsparate ledige og de, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet, i vid udstrækning finansieres af de, der er længst fra arbejdsmarkedet. Det sker blandt andet i form af, at jobcentrene som følge af akutpakken skal bruge flere personaleressourcer på de, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet, uden at de bliver kompenseret for det, og i form af besparelser på den kommunale aktivering.

Der skabes job til dem, der har ét

For nylig kunne man læse i Dansk Arbejdsgiverforenings arbejdsmarkedspolitiske nyhedsbrev Agenda, at 149.000 danskere fik nyt arbejde i årets første tre måneder. Så der bliver altså skabt job og arbejdsmarkedet er ikke frosset helt til – for de, der har et arbejde.

Problemet er nemlig, at der ikke bliver skabt flere job, og at de, der finder nyt arbejde, typisk er de, der i forvejen har ét. Arbejdsgivere ansætter hellere én, der kommer fra et andet job, end én, der kommer fra arbejdsløshed.

Akutpakken er et lille skridt i den rigtige retning, men den er en utilstrækkelig.

De ledige selv, de dygtige ansatte i landets jobcentre og a-kasser gør alle en stor og ihærdig indsats for at finde arbejde. Men selvom der altså bliver skabt job, så er det vanskeligt at få foden inden for på arbejdsmarkedet, når først du bliver pisket rundt ude i kulden.

Og frygten for, at arbejdsløshed betyder, at vi må gå fra hus og hjem, sammenholdt med, at vi deponerer en meget stor del af vores identitet i arbejdet, gør, at det danskerne frygter allermest – mere end vold, krig og skattetryk – det er arbejdsløshed.

Der er desværre ikke altid arbejde til dem, der gerne vil arbejde. Men der er muligvis arbejde til dem, der har ét i forvejen.

Behov for en holdbar løsning

Akutpakken er et lille skridt i den rigtige retning, men den er en utilstrækkelig lappeløsning. Hvis det nærmest utænkelige skulle ske, at vi igen får en forlængelse af dagpengeperioden med et halvt år, så vil det også være en lappeløsning. Men det vil give en mulighed for, at vi kan bruge forlængelsesperioden på at finde en holdbar løsning. En chance som vi desværre forpassede i denne ombæring, selvom vi havde muligheden med de kuldsejlede trepartsforhandlinger.

En holdbar løsning skal udfoldes ved en ambitiøs og omfattende reform af den samlede beskæftigelsesindsats for de forskellige målgrupper. En reform, der erstatter tankegodset i den snævre beskæftigelsespolitik med en bredere arbejdsmarkedspolitik.

En ambitiøs reform er ikke at skrue tiden tilbage til dengang, ”det hele var meget bedre”. En ambitiøs reform peger fremad mod en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der både giver mening i økonomiske krisetider og i tider, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft.