Kritikken hagler ned over regeringen. Det har den gjort længe, men den er ikke overraskende taget til, siden regeringen fremlagde et udspil til reformer på sygedagpengeområdet og af uddannelsesstøtten og senest udspillet til en kontanthjælpsreform.

Nu ved jeg af gode grunde ikke, hvad der ellers står i Arbejderen denne første lørdag i marts. Men mon ikke der er et par artikler, hvor regeringen får flere hug!? Ellers vil jeg da næsten blive lidt skuffet.

Det er ikke fordi, jeg ikke er enig i en del af den kritik, der bliver fremført. Det er jeg da. Men jeg er absolut ikke enig i hele kritikken. 

Nogle af Arbejderens læsere kunne måske godt trænge til at flytte blikket væk fra brokkassen.

Det er den ene grund til, at jeg synes, det er værd at fremhæve noget af det gode, der ligger i for eksempel sygedagpenge- og kontanthjælpsreformen. Den anden grund er, at jeg trænger til, at der bliver sagt noget godt om regeringens tiltag fra andre end regeringen selv og arbejdsgivernes interesseorganisationer.

Og undskyld mig. Men der er måske også nogle af Arbejderens trofaste læsere, der godt kunne trænge til at flytte blikket væk fra brokkassen når det handler om regeringens ”reformamok” (muligvis et lidt mindre heldigt ordvalg fra vores statsminister). Bare for et kort øjeblik.

Det har alt for længe været sådan, at der hvert år er 8000 sygemeldte, der falder ud af sygedagpengesystemet. Heraf 1400 til ingenting. Det er uansvarligt, umenneskeligt. Regeringen har fremlagt et udspil til en reform, der løser det problem. Og sygedagpengeudspillet er ikke er en spareøvelse. Den koster faktisk 130 millioner kroner det første år gående mod neutral i årene frem mod 2020.

Med kontanthjælpsreformen går regeringen efter min smag alt for hårdt til de lediges pengepung. Men jeg er helt på linje med regeringen i, at vi ikke skal opgive nogen og efterlade dem på perronen. Derfor er jeg rigtig glad for, at der i reformen er stort fokus på uddannelse, på en aktiv indsats for alle, og på at indsatsen skal give mening både for den enkelte og for samfundet. Den trofaste læser kan måske huske Kasper og Mathias, som jeg skrev om både i januar og november sidste år!? Reformen hjælper dem faktisk.

Krav og forventninger er ikke kun af det onde. Jeg bliver selv demotiveret, hvis ikke der er forventninger til mig.

Jeg har fået at vide, at det er bedre at starte med ”ja og” end med ”nej men”. Det er måske lidt noget plidder-pladder. Men … eller rettere ja og … det kan være meget gavnligt at tage et udgangspunkt i det positive. Tag for eksempel udspillet til sygedagpengereformen.

I stedet for at råbe løftebrud, så kunne en sætning som denne være rar at høre: ”Ja, udspillet sikrer, at ingen sygemeldte kommer til at stå uden ydelse. Det vil vi gerne være med til. Og når vi har sikret det, så skal vi se på den lave ydelse på ressourceforløbene.”