Ligesom nok de fleste andre danskere blev jeg temmelig rystet over angrebet i går på det franske satireblad Charlie Hebdo. Tolv mennesker blev myrdet i et meningsløst voldsangreb, og det er dybt tragisk for både de pårørende, bladet og det franske samfund.

Samtidig overså de danske medier fuldstændig (i hvert fald efter nyheden om Paris breakede), at der også i går var op mod 100 mennesker, der blev dræbt eller såret af en selvmordsbombe i Yemen.

Hvorfor det er relevant, kommer vi tilbage til.

Men sandheden er, at det drejer sig om politik, og det drejer sig om magt.

Selvom jeg nogle gange godt kan få et flip over mediernes Breaking News-selvsving, så er der ingen tvivl om, at det var berettiget i går. Alligevel fik jeg pip. Medierne fortalte nemlig samstemmigt kun en historie, og kun en historie alene: Den om det onde Islam mod den gode ytringsfrihed.

Ytringsfriheden er en David, der modigt står magten imod og kæmper mod den onde Goliath, det nederdrægtige Islam. Her godtager man ikke universelt sande og gode værdier som ytringsfrihed, og derfor er man ond. Fik jeg nævnt, at Islam er ondt?

Problemet med denne udlægning er, at den er ligeså forkert, som den er forsimplet. Når man udelukkende tillægger gerningsmændene religiøse motiver for deres voldshandlinger i Paris gader, så forfladiger og fordrejer man virkeligheden i en sådan grad, at den bliver til fiktion – en fiktion, der belejligt nok legitimerer dansk udenrigspolitik i Mellemøsten.

It's all about politics

Det drejer sig om politik. Og her vender vi tilbage til bombeangrebet i Yemen. Det blev nemlig efter alt at dømme begået af al-Qaeda i Yemen. Det samme gjorde angrebet på Charlie Hebdo tilsyneladende.

Hvorfor begår den samme terrorgruppe to angreb, et i Vesten og et i Mellemøsten, næsten samtidig samme dag? Det spørgsmål er der ingen, der stiller. Men sikkert er det, at svaret ikke kan forfladiges til "Islam mod ytringsfrihed", og måske derfor er der ikke plads til det i den danske dagspresse. I stedet skriger de med en stemme op om, at det drejer sig om, at muslimer ikke kan lide tegninger.

Især er de glade for at fortælle, at den virkelige årsag til angrebet naturligvis er, at Charlie Hebdo for 10 år siden genoptrykte Jyllands-Postens heroiske Muhammed-tegninger – for det er jo utænkeligt, at det ikke i virkeligheden drejer sig om Danmark.

Men sandheden er, at det drejer sig om politik, og det drejer sig om magt.

Billige point

En religionssociolog vil sandsynligvis kunne fortælle os en hel masse om, hvad der foregår inde i hovedet på en religiøs fanatiker, når han begår en terrorhandling.

Men religionssociologiens indsigt i individets religiøse tanker kan ikke alene begrunde, hvorfor islamiske grupper begår terror som sådan. De kan slet ikke forklare, hvorfor den samme terrorgruppe på den samme dag begår angreb mod andre muslimer og mod vestlige bladtegnere.

Det kan derimod politik og magt.

Ifølge BBC var årsagen til angrebet i Yemen en "intern magtkamp" mellem to islamiske grupper, AQAP ("al-Qaeda in the Arabic Peninsula", dvs. al-Qaeda på den Arabiske Halvø) og så shia-muslimske Houthi-oprørere.

Men hvorfor er det, at når muslimer begår terror mod andre muslimer, så er det "interne magtkampe", mens det, når de samme muslimer begår terror i Vesten, er "islamisk terrorisme"? Kunne det ikke være, at angrebet på Charlie Hebdo havde forbindelse til de samme interne magtkampe?

Når der bliver skudt på en bladredaktion i Paris, skulle Vesten og dens medier hellere tage at se på sit forhold til magt i Mellemøsten end på forholdet mellem Islam og ytringsfrihed.

Det kunne sagtens være. Man behøver ikke at se længere end til ISIL for at konstatere, at i de rigtige miljøer i Mellemøsten giver det billige politiske point at myrde vestlige journalister. Så for en islamisk gruppe, der prøver at vinde den politiske magt, er det ikke en utænkelig måde at skaffe lidt hurtig politisk kapital.

Om gerningsmændene i Paris overhovedet var fra AQAP, og om det i så fald var organisationens bevæggrund for angrebet, ved vi ikke. Men det er i hvert fald en vinkel, som snart sagt samtlige danske medier er fuldstændig blind for.

Så i stedet for at tale om magtkampene i Mellemøsten, taler vi om ytringsfrihed og sarte muslimer og integration, og Pia Kjærsgaard får nu for Allah ved hvilken gang ubegrænset taletid. Kampen mellem det onde Islam og den gode ytringsfrihed bliver gjort til det eneste omdrejningspunkt i debatten, fuldstændig blændet for andre årsagssammenhænge.

Men AQAP begår ikke terror, fordi de er muslimer. De begår terror, fordi de er terrorister, og de vil have magt, som de har agt.

Idéernes magt

Det hele handler om to grundlæggende forskellige måder at se på idéernes og dermed religionens rolle i verden. Er idéer noget, der har en grundlæggende magt i sig selv eller ej?

Det mener jeg ikke. Når angrebet på Charlie Hebdo udstilles som religiøse fanatikeres angreb på sekulære værdier, fordrer det en efter min mening falsk opfattelse af et "religiøst" og et "sekulært" samfund. Men der er kun "samfundet".

Så kan nogle med den ene politiske agenda angribe samfundet, og nogle med en anden politisk agenda vil så forsvare det, og vice versa. Om de, der angriber samfundet, har religiøse eller irreligiøse værdier, som de vil gennemføre med vold, er sådan set ligegyldigt.

For det er værdier, der kun eksisterer inde i hovedet på voldsmændene. Når de får materiel kraft, skyldes det kun andre materielle årsager – som for eksempel magtkampe i Mellemøsten. På samme måde eksisterede de liberale frihedsværdier for 200 år siden også kun i hovedet på nogle individer, indtil andre materielle omstændigheder gav dem materiel kraft.

Som sådan er der ingen forskel på ytringsfrihed og Islam – idéer er idéer.

Grav dybere

Om jeg har ret i, at det er AQAP, der har begået angrebet i Paris, og at deres bevæggrund er politisk kapital til en magtkamp i Yemen, ved jeg ikke. Det vil tiden vise.

Men at det ikke tog mig mere end ti minutter at finde en mere plausibel grund til terrorangrebet med stærkere forklaringskraft end "Islam er ondt, og mulismer kan ikke lide tegninger", siger noget sørgeligt om de overfladiske tilstande i det danske medielandskab.

Når der bliver skudt på en bladredaktion i Paris, skulle Vesten og dens medier hellere tage at se på sit forhold til magt i Mellemøsten end på forholdet mellem Islam og ytringsfrihed eller mellem det sekulære og det religiøse.

Det er nemlig dér, terror-hunden ligger begravet.