Det skal i endnu højere grad kunne betale sig at arbejde, for det vil automatisk få flere kontanthjælpsmodtagere til at "vælge et aktivt arbejdsliv".

Det er logikken i regeringens kontanthjælpsudspil – og derfor svinger regeringen den økonomiske pisk over for de borgere, der i forvejen er allermest økonomisk pressede.

Når unge ikke ved, hvor de skal sove, har de ikke meget overskud til at tænke over, hvordan de får sig et job. 

Men lad mig slå to ting fast:

1. Det kan allerede betale sig at arbejde. Det viser Beskæftigelsesministeriets egne tal.

2. Hvis der er noget, vi socialrådgivere ønsker, så er det netop at hjælpe mennesker på kontanthjælp ud på arbejdsmarkedet. Og det er faktisk lige præcis det, vi fagfolk oplever, at kontanthjælpsmodtagerne også selv drømmer om – et ordinært job, der gør dem i stand til at forsørge sig selv og løfter dem ind i et arbejdsfællesskab.

Fjernt fra virkeligheden

Derfor rammer regeringen helt ved siden af med forslagene om at sætte loft over kontanthjælpen, indføre en udvidet 225-timers regel, skære i ydelsen til unge jobparate og fratage kontanthjælpsmodtagere retten til at holde ferie. Ingen af de fire forslag forholder sig nemlig til, hvordan udfordringerne for mennesker på kontanthjælp reelt ser ud.

Regeringen synes snarere at holde fast i en virkelighedsfjern tro på, at økonomisk pisk og skrappere vilkår automatisk vil få kontanthjælpsmodtagere til at blive arbejdsmarkedsparate.

Men hvis regeringen virkelig ønsker at få kontanthjælpsmodtagerne i arbejde frem for at isolere dem socialt og økonomisk, burde man investere i de lediges mulighed for uddannelse og kompetenceudvikling samt rammerne og redskaberne i det sociale arbejde.

Regeringens nuværende kurs vil få alvorlige konsekvenser – ikke mindst for børnene i udsatte familier.

Og står det til regeringen, skal også de unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år, der ellers har taget en uddannelse – netop som politikerne har opfordret til – også have sænket deres ydelse, så den svarer til den såkaldte uddannelseshjælp.

Forskelsbehandling

Som fagperson har jeg enormt svært ved at finde argumenter for, at en 29-årig kontanthjælpsmodtager skal have en væsentligt mindre ydelse end en 30-årig i nøjagtigt samme situation. Særligt når vi ved, at indførelsen af uddannelseshjælpen i foråret 2013 har forårsaget en massiv stigning i antallet af unge hjemløse.

Samme udvikling risikerer vi nu at se for endnu flere unge. Når unge ikke ved, hvor de skal sove i nat, har de ikke meget overskud til at tænke over, hvordan de får sig et job i morgen. Dermed rykker vi de unge endnu længere væk fra målet.

Jørn Neergaard Larsen har i sin korte tid som beskæftigelsesminister udmærket sig ved en meget pragmatisk tilgang til og saglig diskurs om ledige med andre problemer end ledighed. Derfor ærgrer det mig særligt, at denne pragmatik og blik for fagfolks vurderinger er fraværende i regeringens udspil.