Lige om lidt barsler regeringen med deres kontanthjælpsreform. Der er to mål med reformen.

Det første mål er, at der skal spares penge på kontanthjælp, eller som det hedder på regeringens sprog: Reformen skal bidrage til den samlede økonomiske plan.

Det andet mål med reformen er mere socialfagligt. Det handler nemlig om, hvordan vi fremover kan sikre, at færre er på kontanthjælp og flere i uddannelse eller på arbejde.

For alle dem, der har andre problemer end ledighed, er der kun én vej: en helhedsorienteret indsats.

Der er allerede nu stor debat om, hvilke redskaber der skal tages i brug for at fremme motivationen og mulighederne for at flytte sig hos den enkelte.

Særligt har debatten kredset om de unge, og hvor vidt man kan motivere en ung kontanthjælpsmodtager til at starte på en uddannelse ved at sætte ydelsen ned for de 25-29-årige. I dag er reglerne sådan, at hvis man er kontanthjælpsmodtager under 25 år, modtager man en nedsat ydelse på 6767 kroner for udeboende, og for de over 25-årige er satsen 10.500 kroner.

Nuancerne med

Der er mange, som argumenterer for, at de unge mellem 25 og 30 år ikke har et økonomisk incitament til at starte en uddannelse, fordi de modtager en ydelse, der er større end SU. Det argument vil jeg gerne nuancere med tre pointer.

For det første så er det korrekt, at økonomiske incitamenter virker på nogen. Hvis kontanthjælpen sættes ned, så vil de, der har muligheden for at flytte sig, gøre det. Vi har bare ingen styring med, hvor de flytter sig hen. Det kan være til uddannelse og SU, men det kan også være til kriminalitet eller sort arbejde.

For det andet så virker et økonomisk incitament altså kun for dem, der reelt har en mulighed for at flytte sig. Og mange af de unge, som vi kender i systemet i dag, har ikke mulighed for at gå ind og tage en uddannelse uden støtte. For nogen er uddannelse ikke vejen frem her i livet. Det er vi nødt til at erkende.

For det tredje så forholder det sig ikke sådan, at de unge, der er under 25 år og på kontanthjælp på den lave ydelse, er vrimlet over i uddannelses systemet. Nej, der er tværtimod blevet flere unge kontanthjælpsmodtagere.

Behandl ikke alle ens

Dansk Socialrådgiverforening forslår derfor, at man deler gruppen af dem, der i dag kaldes ”arbejdsmarkedsparate” op i to grupper: De uddannelsesparate og de ikke-uddannelsesparate.

De uddannelsesparate skal have et uddannelsespålæg. Det er et pålæg, der kræver, at den unge starter på en uddannelse inden for en aftalt periode. Pålægget må aldrig stå alene, men skal bakkes op af uddannelsesvejledning og for eksempel mentorstøtte undervejs i uddannelsen.

For de ikke-uddannelsesparate er uddannelse ikke det første valg. De skal have konkret jobvejledning, snuse til praktikker, tilknyttes en mentor og have hjælp til at skabe klarhed over, hvilke muligheder de har for deres liv.

Og så er der den største gruppe unge blandt kontanthjælpsmodtagerne. Alle dem, der i dag har andre problemer end ledighed. For dem er der kun én vej. De skal tilbydes en helhedsorienteret indsats. Et tilbud, hvor socialforvaltning, jobcenter, sundhedscenter og ungdomsuddannelsesvejleder arbejder tæt sammen med den unge. For denne gruppe unge skal målet være en social progression, hvor der arbejdes med livsmestring, stabilisering, misbrugsbehandling, psykiatrisk behandling - og ikke mindst fremtidsdrømme.

Så kan man spare penge på denne gruppe, samtidig med at flere flyttes over i uddannelse? Ja, det er muligt. Men kun, hvis det er de socialfaglige redskaber, der tages i brug - og kun hvis det er den enkelte unges behov, som står i centrum for indsatsen.