Dagbladet Politiken bragte over jul og nytår en række portrætter af danskere, som lider afsavn, føler sig usikre og i det hele taget er udenfor på grund af fattigdom. De gav et meget nuanceret billede af den sociale virkelighed, mennesker og familier, som lever af kontanthjælp eller førtidspension, oplever. Billederne er velkendte for os socialrådgivere.

Positive tiltag overtrumfes af lave ydelser, fokus på økonomiske incitamenter og sanktioner.

I de mange historier er der særligt ét træk, som går igen: Borgernes helbredssituation. For mange kontanthjælpsmodtagere er helbredet årsagen til, at de er på kontanthjælp, og samtidig er det den barriere, der holder dem fra at komme i arbejde.

Det er derfor paradoksalt, at beskæftigelsesdebatten i meget ringe grad tager højde for årsagerne til, at mennesker ender i velfærdsstatens laveste sikkerhedsnet.

Problematisk fokus

Vi hører konstant, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, og at ledige skal motiveres til at ”tage” et arbejde. Men politikerne har i meget lille grad øje for, hvem modtagerne af de sociale ydelser rent faktisk er, og hvorfor de er endt uden for arbejdsmarkedet.

Det er dybt problematisk af flere årsager. Blandt andet fordi det mangeårige politiske fokus på motivation er blevet gjort til grundlaget for sociale indsatser for mennesker uden for arbejdsmarkedet.

Problemet med det ensidige fokus på incitamenter er, at de mange kontanthjælpsmodtagere med helbredsproblemer ikke tænker på de økonomiske forskelle på løn og kontanthjælp, men først og fremmest har fokus på blive raske, så de kan magte hverdagen og et eventuelt arbejde.

Den politiske debat – og de værktøjer, socialrådgiverne har til rådighed – tager ikke i tilstrækkelig grad højde for netop dette.

Konsekvensen er, at borgere, som i forvejen kæmper med fysisk eller psykisk sygdom, skal trækkes igennem en række arbejdsprøvninger, som for de flestes vedkommende synes udsigtsløse, fordi deres dårlige helbred spænder ben.

Lave ydelser spænder ben

Samtidig ender kontanthjælpsmodtagerne ofte med at lide en række afsavn på grund af de lave ydelser. Afsavnene kan blive en direkte hindring for, at de kan fokusere på at overkomme deres helbredsmæssige og sociale udfordringer. Og samlet set er det med til at skubbe borgerne endnu længere væk fra arbejdsmarkedet.

Når vi fra Dansk Socialrådgiverforenings side løbende opfordrer politikerne til at tage højde for kontanthjælpsmodtagernes helbredssituation, er det et udtryk for en faglig vurdering af den nødvendige indsats for den gruppe af mennesker, vi har med at gøre.

Flere af de nye reformer på kontanthjælps- og førtidspensionsområdet rummer faktisk en række positive elementer, der netop styrker muligheden at tage hånd om borgernes samlede livssituation. Hvis de bruges rigtigt vel at mærke.

Problemet er bare, at disse tiltag overtrumfes af de nye lave ydelser, fokus på økonomiske incitamenter og sanktioner.

Hvis målet er at flytte folk fra offentlig forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet, er vi nødt til at bruge arbejdsredskaber, som rent faktisk tager højde for målgruppens udfordringer.