Forleden læste jeg, at den for tiden meget omtalte digter, Yahya Hassan, var blevet anmeldt for racisme. Om Yahya Hassan har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens bestemmelser om racistiske ytringer, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Som forventet affødte racismeanmeldelsen af Yahya Hassan en fornyet opblussen af en gammel debat. En debat om forbuddet mod racisme er berettiget i dagens Danmark.

Hvordan kan det opfattes som kontroversielt eller i strid med ytringsfriheden at forbyde racistiske ytringer?

Igen var det stort set kun fortalere for afskaffelsen af racismeparagraffen, der var fremme i debatten.

Det er en mærkværdig alliance, der er opstået blandt modstandere af racismeparagraffen.

En blanding af ultraliberale debattører, som har slået sig sammen med mere eller mindre rabiate nationalister, hvis interesse består i selv at slippe for at blive straffet for racistiske udtalelser.   

Modstanderne løber med opmærksomheden

Det er synd, at modstanderne mod racismeparagraffen løber med hele medieopmærksomheden.

Fordi der er mange gode og fornuftige grunde til, at vi har en lovbestemmelse, der forbyder racistiske ytringer.   

Lad os for en god ordens skyld se på den lovbestemmelse, som debatten handler om - Straffelovens § 266b, stk. 1:

"Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil to år."

Det er altså kriminelt offentligt at true, forhåne eller nedværdige andre på grund af eksempelvis hudfarve eller etniske oprindelse.

Men hvad er det så, at denne mærkværdige alliance af modstandere mod racismeparagraffen hævder, at der skulle være galt med den pågældende lovbestemmelse.

Jo, de vil typisk hævde, at det er problematisk, at straffe borgere for deres ytringer.

Ytringsfrihed er ikke ubegrænset

Synspunktet synes at være, at borgerne i et demokrati skal have lov at sige alt, uden at kunne straffes. Det er imidlertid et synspunkt, der bygger på ukendskab til vores samfund og til ytringsfrihedens væsen. 

Ytringsfriheden er ikke, og har aldrig har været, en ubegrænset ret til at ytre hvad som helst.

Der er mange former for ytringer, som er ulovlige udover racistiske ytringer. Det gælder eksempelvis injurier, trusler, opfordring til forbrydelser og krænkelser af privatlivet.

Ytringer kan være lige så skadelige som fysiske handlinger. Og ligesom visse fysiske handlinger bør være ulovlige, bør også visse ytringer være ulovlige.  

Så hvordan kan det overhovedet opfattes som kontroversielt eller i strid med ytringsfriheden at forbyde racistiske ytringer?