06 May 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den nødvendige retshjælp

Blogs

Marc Jørgensen
Advokatfuldmægtig
Advokatfuldmægtig hos advokatfirmaet Foldschack & Forchhammer. Medstifter af Retshjælpen Rusk, der yder gratis retshjælp til folk, hvis demokratiske rettigheder er kommet i klemme.
Blogindlæg af Marc Jørgensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 14. november, 2013, 08:27:19

Den nødvendige retshjælp

Retshjælp er helt afgørende, hvis vi vil sikre rettighederne for de borgere, der ikke har råd til at betale en advokat 2500 kroner i timen. Alligevel vil regeringen skære på området.

En aften eller to om ugen arbejder jeg som frivillig rådgiver i Retshjælpen Rusk, hvor jeg sammen med 20 andre jurister og jurastuderende yder gratis juridisk rådgivning.

Rundt om i landet er der en hel række lignende retshjælpsinstitutioner, hvor frivillige jurister hjælper borgerne med deres juridiske problemer.

Det stigende behov for retshjælp skyldes, at lovgivningen hele tiden bliver mere og mere vanskelig at læse og forstå.

Min erfaring fra retshjælpsarbejdet er, at behovet for retshjælp er stort og det hele tiden bliver større og større.

Det stigende behov for retshjælp skyldes, at lovgivningen hele tiden bliver mere og mere vanskelig at læse og forstå.

Den almindelige lovtekst er ofte usammenhængende og svært tilgængelig fordi den stadigt større mængde af ændringslove og internationale konventioner regulerer flere og flere forhold, og det er stadig oftere nødvendigt at inddrage EU-lovgivningen i form af traktater, forordninger og direktiver.

Selv for erfarne jurister kan det derfor være vanskeligt at finde ud af, hvilke rettigheder og pligter der gælder i en given situation. Hvis man ikke beskæftiger sig med jura til dagligt, er det ofte fuldstændigt umuligt at finde hoved og hale i lovgivningen.

Hvis borgerne skal have en reel mulighed for at gøre brug af deres rettigheder, så skal borgerne også have kendskab til og forståelse for rettighederne. Som samfundet ser ud i dag, kræver det desværre adgang til juridisk rådgivning.

Hvis man har råd til at betale en advokat 2500 kroner i timen, så er der ikke noget problem. Det er dog de færreste, der har råd til at gå til advokat, og derfor er langt de fleste henvist til at søge rådgivning hos retshjælpstilbud og advokatvagter.

Alligevel har regeringen foreslået, at der skal skæres ned på udgifterne til retshjælpsområdet. Regeringen har i sit udspil til finanslov for 2014 lagt op til, at tilskuddet til retshjælpsinstitutionerne kun skal være to tredjedele af tilskuddet i 2013.

Retshjælpsarbejdet bliver næsten udelukkende varetaget af frivillige kræfter.

Den offentlige støtte går derfor primært til kontorhold, husleje, administration og lignende nødvendige udgifter, der har til formål at sikre, at de frivillige har tålelige rammer for deres retshjælpsarbejde.

På retshjælpsområdet får man derfor utrolig meget, for utrolig få penge og derfor er det bestemt ikke noget oplagt sted at spare.