Da jeg i sin tid valgte at læse jura, var det med idéen om, at jeg skulle føre sager for den lille mand mod "systemet". Jeg ville være med til at sikre individets rettigheder overfor statsmagten. Tingene har siden udviklet sig sådan, at jeg i høj grad netop er kommet til at beskæftige med retssager, hvor staten er modpart.

I disse sager har staten altid været repræsenteret af sin faste advokat, kammeradvokaten. Mine møder med Kammeradvokaten i retssalen fik mig til at undersøge, hvad kammeradvokatordningen egentlig gik ud på. Jo mere jeg fandt ud af, jo mere forundret blev jeg.

Hvis kammer-advokaten kan bruge 40 timer på forberedelsen en retssag, og borgerens advokat kun ti timer, så vil førstnævnte stå væsentlig bedre forberedt.

Jeg fandt eksempelvis ud af, at partnerne hos Kammeradvokaten i gennemsnit tjener cirka 6.000.000 kroner om året, kammeradvokaten har monopol på at være advokat for staten, kammeradvokaten oplyser normalt ikke, hvad de forventer, at en given sag vil koste, og kammeradvokatens regninger indeholder ikke specifikationer og opgørelse af tidsforbrug.

Jeg er heldigvis ikke den eneste, der mener, at den nuværende ordning er helt hen i vejret. I den seneste tid har man således kunnet læse utallige kritiske historier om dette i diverse medier.

Ny aftale - misforholdet består

Det fik så politikerne til at vågne op med det resultat, at der i starten af februar blev indgået en politisk aftale, der forbedrer Kammeradvokatordningen på en række punkter. Eksempelvis skal kammeradvokaten fremover give salæroverslag og oplyse timeforbrug, ligesom alle andre advokater i øvrigt gør.

Aftalen ændrer desværre ikke på det mest problematiske i forhold til at føre sager med kammeradvokaten som modpart, nemlig misforholdet mellem de ressourcer som parterne kan bruge på sagen.

Når man fører sager mod Staten om borgernes grundlæggende rettigheder, er der ofte tale om sager, der føres efter reglerne om fri proces. Reglerne om fri proces betyder, at personer med en lav indtægt kan få betalt deres advokatomkostninger, hvis de ellers har en rimelig sag. Det er grundlæggende en udmærket ordning. Problemet er, at advokater, der fører sager under fri proces, kun bliver tildelt en brøkdel af det honorar, som kammeradvokaten får.

Mit ærinde er ikke at argumentere for, at advokater, der fører sager under fri proces, skal tjene 6.000.000 kroner om året ligesom partnerne hos kammeradvokaten. Nej, mit ærinde er derimod at gøre opmærksom på, at borgerens advokat ikke har mulighed for at bruge de samme ressourcer på en given retssag, som kammeradvokaten har.

Skævvridning

Det siger sig selv, at hvis kammeradvokaten kan bruge 40 timer på forberedelsen en retssag, og borgerens advokat kun ti timer, så vil førstnævnte stå væsentlig bedre forberedt, når dagen for retssagen oprinder.

Dette er den faktiske situation i dag. Skævvridningen er uden mening og et stort problem for retssamfundet.

Når kammeradvokaten bliver konfronteret med problemstillingen, er svaret altid det samme. "Det er som at sammenligne æbler og pærer". Jeg er ikke enig. Begge advokater får deres honorar betalt af det det offentlige, og kravene til den advokat, der repræsenterer borgeren, er nøjagtig ligeså høje som kravene til kammeradvokaten.

Selvfølgelig skal kammeradvokaten være velforberedt, have sat sig grundigt ind i sagen og vendt hver en sten, der kan gavne klientens sag, men det skal borgerens advokat da også.

Resultatet af den nuværende ordning er, at det så godt som altid er en ulige kamp, når man fører sag mod staten.

Løsningen er ikke alene at kigge på kammeradvokatordningen, men også at kigge på, om det ikke snart var på tide at revidere reglerne om fri proces, så kampen i disse sager blev lidt mere fair.