Politiet spiller en vigtig rolle i vores samfund. Det er deres job at sikre, at de love, der bliver vedtaget, også bliver overholdt af borgerne. Et nødvendigt og til tider utvivlsomt meget krævende arbejde.

Men politiet har også nogle beføjelser, som stort set ingen andre har. De kan ransage boliger, de kan anholde, de kan lovligt bruge magt, endda skydevåben hvis det er nødvendigt. Med disse særlige beføjelser følger også et helt særligt ansvar.

Ser man på mere ustabile samfund end det danske, kan man se, hvad konsekvensen kan blive, hvis vi ikke sikrer os, at politiets beføjelser er underlagt en effektiv og velfungerende kontrol.

Ingen kan være tjent med, at reglerne ikke følges. Det skader de mennesker, som bliver udsat for uretmæssig magtudøvelse fra politiets side, men det skader også tilliden til politiet, og dermed politiet.

Det er derfor vigtigt, at der findes et politiklagesystem som uafhængigt kan træffe afgørelse, når en borger føler sig uretfærdigt behandlet.

På grund af vedvarende kritik af politiklagesystemet blev der per 1.1.2012 indført en ny politiklageordning. Desværre løser den nye ordning ikke problemerne ved den gamle ordning.

Uafhængig?

Ved den nye ordning blev Den Uafhængige Politiklagemyndighed indført.

Man kan undre sig over, at Justitsministeriet har fundet det nødvendigt, at ordet "uafhængig" skal indgå i myndighedens navn. Jeg er ikke bekendt med, at der findes andre myndigheder der hedder noget lignede.

Det giver unægtelig associationer til dengang, Udlændingestyrelsen blev omdøbt til Udlændingeservice.

I teorien er det lige meget, om vidnet er departementschef eller hjemløs. Men virkeligheden er en anden.

Desværre dækker navnet over, at man stadig ikke kan være sikker på at få en uafhængig behandling af sin politiklagesag. I de mest alvorlige sager, de sager, hvor det kan komme på tale at rejse tiltale mod politifolk, er det stadig statsadvokaten, der træffer afgørelsen. Det er en alvorlig mangel ved det nye system.

Et andet område, der er undtaget politiklagemyndighedens kompetence, er klager over politiets dispositioner. Det kan være ransagninger, visitationer, afvisning af anmeldelser med videre. Disse klager bliver stadig behandlet af politidirektøren, hvilket selvsagt ikke er en uafhængig behandling.

Et tredje problem er, at afgørelser fra politiklagemyndigheden ikke kan påklages. I Danmark har vi en tradition for et 2. instans princip. Det betyder, at man i de fleste sammenhænge har ret til at få sin sag prøvet ved to instanser. Det gælder ved de fleste sager i det offentlige og ved domstolene. Men desværre ikke i det nye politiklagesystem.

Det største problem er dog, at det er meget vanskeligt at få medhold i en klagesag. Det skyldes, at det er op til klageren at bevise, at politiet har handlet i strid med reglerne.

Vægt på politiets forklaringer

Beviserne i en politiklagesag består oftest af forklaringer fra den, der klager, de involverede betjente og vidner. Her lægger politiklagemyndigheden stort set altid mest vægt på politiets forklaringer.

På jurastudiet lærer vi, at et vidnes troværdighed ikke vurderes efter vidnets position i samfundet. I teorien er det lige meget, om vidnet er departementschef eller hjemløs.

Men virkeligheden er en anden.

Det betyder rigtig meget, hvem man er, når troværdigheden skal vurderes hos politiklagemyndigheden.

For nylig havde jeg en sag, hvor Politiklagemyndigheden fandt det unødvendigt at afhøre vidner til den episode, der blev klaget over, med den begrundelse, at uanset hvad vidnerne havde at sige, ville det ikke føre til, at betjentenes forklaring blev tilsidesat.

I min optik er det en fejlagtig sagsbehandling. Desværre er det jo ikke muligt at klage over politiklagemyndighedens afgørelser. Så sagen stoppede der.