Den Danske Model under udvikling eller afvikling? Det er titlen på et sommerkursus, jeg lige har deltaget i.

Og hvilket relevant spørgsmål!

Efter CSC-konflikten, Vejlegården, laval-dommen og ikke mindst forårets lærerkonflikt må vi konstatere, at den danske fagbevægelse har mistet styrke. Vi har fået nogle ordentlige slag over nakken. Selv under konflikten om Vejlegården (som vi jo juridisk set vandt), formåede en samlet fagbevægelse ikke at vinde fremgang. Det var ellers en oplagt sag: En arbejdsgiver der ville betale sine medarbejder mindre og give dem færre rettigheder. I stedet lykkedes det Amin Skov at tegne et billede af 3F som det store stygge monster.

De bedst mulige arbejds- og levevilkår for den danske arbejderklasse kræver en stærk og samlet fagbevægelse.

Hvordan kom vi helt derud? Og hvordan fanden rejser vi os igen?

På mit kursus har jeg lært, at mange af de udfordringer, den danske model har stået overfor de sidste år, kan løses ved at tænke kreativt. Det er ikke laval-dommen, der kommer til at knække den danske fagbevægelse. Det er derimod den faldende opbakning til fagbevægelsen og ikke mindst de mange, der vælger at være uorganiserede.

I den samlede fagbevægelsen har svaret på det problem været den landsdækkende OK-kampagne. Gennem videoer på de sociale medier, annoncer i aviser og diverse merchandise - så som badebolde med et OK mærke på - skulle kampagnen give danskerne en større bevidsthed om, at deres rettigheder ikke er kommet af sig selv men gennem mange års kamp.  

Hvad er en OK?

Jeg tilhører én af dem, der faktisk synes, kampagnen til dels virker (bortset fra badebolden – det er altså spild af medlemmernes penge). For fagbevægelsen har et forklaringsproblem. Når FTF og LO spørger, hvorfor mange unge ikke er medlem af en fagforening, ja så svarer de, at de aldrig er blevet spurgt. Da jeg var faglig sekretær i de Pædagogstuderendes Landssammenslutning og holdt oplæg om de studerendes rettigheder i deres praktik, måtte vi sande, at det som oftest var under 1/3 af deltagerne, der overhovedet vidste, hvad en overenskomst egentlig var.

Men uanset hvor mange avisannoncer der indrykkes, ændrer det ikke grundlæggende ved, at det, der kan give allerstørst forståelse for det danske overenskomstsystem og vores tilkæmpede rettigheder, er at bruge dem.

Min overenskomst er utrolig svær at læse, det samme gælder MED aftaler osv. Derfor er der mange arbejdspladser, hvor overenskomsten ikke overholdes, og derfor er det uklart, hvad en overenskomst egentlig er, og hvad den skal bruges til.

Overenskomsten skal bruges

Skal vi genvinde den tabte styrke, tror jeg, vi skal styrke vores lokale arbejdspladser, styrke vores kollegaer og skabe resultater, der hvor de er allermest tydelige - i hverdagen. Det kræver et stærkt kollektivt og centralt overenskomstsystem, som sætter rammen. Vi skal uddanne vores tillidsfolk til, ikke kun at kunne læse overenskomsten og MED aftalen, men også til at bruge den aktivt hver dag og til ikke mindst at formidle resultaterne.

Jeg har selv været på en arbejdsplads, hvor en nyvalgt TR formåede at vise, at hun brugte overenskomsten til at skabe forandringer, som vi mærkede hver eneste dag. Vi var aldrig i tvivl om, at hun repræsenterede os i medarbejdergruppen – selv i svære situationer. Vi var meget stærke. 

Den Danske Model ikke er målet i sig selv – men et middel. Målet er at skabe bedst mulige arbejds- og levevilkår for den danske arbejderklasse. Det kræver ikke nødvendigvis en teoretisk model, men det vil altid kræve en stærk og samlet fagbevægelse.

Lad os komme i gang.