I 2015 blev jeg bedt om at komme ud til en TR gruppe for at fortælle om overenskomstresultatet. En TR sagde modigt, at hun syntes, det var svært at spørge kollegaerne, om de havde stemt, fordi hun syntes, det overskred grænsen for, hvad man kunne tillade sig at spørge om. For hende var det en privat sag, om man stemte til overenskomsten eller ej.

Det blev OK18, hvor vi igen gjorde vores arbejdsvilkår til et fælles anliggende.

Selvom jeg er uenig i det udsagn, valgte jeg at prøve ikke at fordømme det og i stedet undersøge, hvorfor nogen tænkte sådan. Der var flere, der nikkede anerkendende til hendes kommentar.

Jeg var lidt i chok efter det møde, for selvom jeg selv har oplevet noget lignende på de arbejdspladser, jeg har været som pædagog, var jeg overrasket over hvor mange, der mente, det var en privatsag at diskutere sine arbejdsvilkår.

For hvad gør man så, hvis man ikke snakker med sine kollegaer, når man er frustreret over, at den daglige normering ikke slår til? Frustreret over en følelse af fagligt tab, når kommunen igen overtrumfer den faglige dømmekraft med nye pædagogiske koncepter?Eller når man ser sine lærerkollegaer, der er fantastiske, men som tjener 8.000 kroner mere om måneden end en selv - fordi sådan er det blevet besluttet af politikerne i 1969?

Ja - så får man ondt i maven, man bliver usikker på sin faglighed, afmægtig, bitter og handlingslammet.

Det vil være min påstand, at det har styrket tendensen til, at også arbejdsmiljøproblemer bliver individualiseret. At de diskussioner, vi har om vores arbejdsvilkår, ofte bliver i krogene eller steder, hvor ingen løfter problemerne videre. 

Jeg har de seneste år været på flere arbejdspladser, hvor det er lykkedes at ændre den kultur og igen systematisere de uformelle snakke i personalestuerne om arbejdsvilkår til formel handling. Og resultaterne er tydelige. Lavere sygefravær, større arbejdsglæde og meget stærkere sammenhold på arbejdspladserne. Ofte fordi man har fået skåret arbejdsopgaver væk, der var unødvendige og formået at få arbejdet meget bedre organiseret.

Og det er på arbejdspladserne, vi skal starte. Når vi har mange stærke arbejdspladser, får vi også stærkere fagforeninger, og så kan vi også som fag og brancher sige fra overfor fx nedskæringer og reformer, der forringer vores vilkår.

I mandags blev urafstemningsresultaterne for OK18 offentliggjort. Historisk mange lønmodtagere har taget stilling til deres overenskomst - også i BUPL. Kom jeg ud i samme TR gruppe i dag, som i 2015, ville snakken være helt anderledes, for næsten 80 procent af pædagogerne i den kommune har stemt. Så sejt!

Og det er for mig den største sejr ved OK18. Det blev overenskomsten, hvor vi igen gjorde vores arbejdsvilkår til et fælles anliggende, ikke bare på de enkelte arbejdspladser, ikke bare i de enkelte fag og brancher, ikke bare blandt de offentlige ansatte, men i hele fagbevægelsen mellem alle lønmodtagerne. Det er den styrke, der ligger bag #EnLøsningForAlle.