I sidste uge skiftede EU-modstanden ansigt, men ikke indhold. Jeg byttede plads med Søren Søndergaard, som nu skal lave valgkamp i Danmark, imens jeg overtager arbejdet i EU-parlamentet (og laver valgkamp naturligvis).

Det har været en besynderlig oplevelse at indtræde i EU's univers. Først ved at gå fra at have et trainee-adgangskort til at få et MEP-adgangskort. Kortene har forskellige farver, så det er nemt at se forskel - og der er udtalt forskel på, hvordan man bliver behandlet. 

 Vi skal både navigere i systemet og samtidig bekæmpe det på mange planer.

Ved indgangen er der tre forskellige veje igennem sikkerheden. Én for gæster, trainee med videre, én for assistenter og én for MEP'erne. Ved den første er der metaldetektor og gennem-scanning at tasker, og ved den sidste er der blå løbere, og folk der bukker. Det føles helt ærligt mærkeligt, når man følges flere ind af døren og derefter skal igennem hvert sit sikkerhedssystem.

Uvant galanteri

Og så kommer man til elevatorerne, og dé er en udfordring. I hvert tilfælde når man er kvinde fra Danmark. Det er normal kutyme i parlamentet, at mange mænd holder tilbage, så man som kvinde kan gå først ind og ud. Tillad mig at afsløre, at det har givet et par akavede situationer, når jeg slet ikke har fanget grunden til, at manden ved siden af trådte til side.

I sidste uge havde jeg også mine første afstemningsdage. De består kort og godt af, at alle parlamentarikerne får udstykket lange lister fra deres assistenter, hvorpå der står noget a la "Ændringsforslag 1, stem ja" eller "paragraf 4, stem nej". Og så samles vi i salen, hvor formanden læser op med monoton stemme: Ændringsforslag 1, for, imod, afstår, det er vedtaget/faldet.

Hver afstemning tager cirka lige så lang tid, som det nok har taget dig at læse denne sætning. Og det er på en måde heldigt, for selv i det tempo tog det to timer i onsdags.

Det kan man så gå hen og blive træt af, fordi det er temmelig monotont, og fordi man bliver lidt i tvivl om, hvad man egentlig laver. Du ved ikke under afstemningen, hvad du præcist stemmer om.

Parlament eller vuggestue

Trætheden udmønter sig naturligvis på forskellige måder, og nogle udtrykker det ved højlydt, hvis for eksempel ordføren på et forslag vil sige noget.

Jeg skal ærligt indrømme, at den højlydte brok, herunder banken i borde og trampen i gulvet mere gav mindelser, om den periode jeg arbejdede i en vuggestue, og børnene ikke måtte få mere saftevand end om et seriøst arbejdende parlament. Men sådan er det jo så meget.

Mange ting kræver tilvænning, og sådan er det naturligvis også med arbejdet i EU-parlamentet. Her er der bare den ekstra udfordring, at det er vigtigt for os, at vi ikke bliver alt for 'tilvænnet'. Vi skal både navigere i systemet og samtidig bekæmpe det på mange planer. Det gjorde vi, da parlamentarikeren hed Søren Søndergaard, og det fortsætter vi med: Vi har skiftet ansigt, men ikke indhold.