Vi når nærmest kun til overskriften, før det åbenbart virker som en rød klud foran tyren. Nu vil vi skævdele igen, og det kan FOA ikke tillade sig at mene. Nu vil vi tage noget fra nogen, er et andet argument, og det kan FOA da ikke mene for alvor.

Den dagsorden, der handler om at sætte en stopper for at øge uligheden i løndannelsen, kan klares indenfor fagbevægelsens egne rækker.

Og lad mig bare sige det skarpt, nej vi vil ikke tage noget fra nogen, nej vi vil ikke skævdele løndannelsen sønder og sammen.

Vi vil rette op på årtiers skævdeling og sætte en stopper for en ulighedsskabende løndannelse, og vi vil stille op til den dagsorden, der handler om, at en del faggrupper – typisk kvindeomsorgsfag – oprindeligt blev indplaceret for lavt.

Forældet reform

Lønefterslæbet trækker tråde tilbage til Tjenestemandsreformen fra 1969, hvor man placerede offentligt ansatte på forskellige løntrin og generelt placerede typiske kvindejob lavere end typiske mandejob. Manden var hovedforsørger, og kvindens indkomst var kun et bidrag, mente man for 50 år siden. Det må vi gøre op med, hvis det ikke skal klinge hult, at vi mener noget med ligeløn.

Vi tillader os også at sige, at Christiansborg skal hjælpe med økonomisk håndsrækning med at indhente efterslæbet. Mens den dagsorden, der handler om at sætte en stopper for at øge uligheden i løndannelsen, kan klares indenfor fagbevægelsens egne rækker, når vi skal udtage fælles krav til OK 21.

Gør op med procentvise stigninger

Hvordan det?

Det er i virkeligheden ganske enkelt og objektivt det mest retfærdige, vi som fagbevægelse i den offentlige sektor kan gøre. Nemlig ved at give det samme i lønstigning til alle, når vi forhandler de generelle lønstigninger. Det gøres enkelt ved at gå fra procentvis stigning til krone/øre stigning.

Konsekvensen af generelle lønstigninger i procenter er tydelig. Fra 1988 til 2019 har lønnen på løntrin 13 udviklet sig med 45,1 procent, det svarer til 5.532 kroner, mens udviklingen på løntrin 35 i samme periode har udviklet sig med 9.256 kroner.

Vi sætter derfor også spørgsmålstegn ved, at vi går efter reallønsforbedring målt i procentvis fremgang.

Når vi går ud og siger, at alle skal have den samme reallønsforbedring, så dækker det over, at de laveste lønninger får mindst i fremgang.

Ens pris på fornødenheder 

Det kan vi gøre bedre og mindre ulighedsskabende.

Prisudviklingen på mælk, brød og kartofler er den samme for alle. Prisen på el og varme er den samme for alle. Over årene betyder det, at jo lavere løntrin du er på, des større andel af din løn skal du bruge på helt almindelige fornødenheder, jo højere løntrin du er på des mindre andel skal du bruge på helt almindelige fornødenheder.

Må der være forskel på lønniveauer? Ja, det må der, og det er der. Lange og videregående uddannelser giver højere lønniveauer. Det er helt fair. Men når først lønrelationerne er dannet, så er der ingen parametre, der retfærdiggør en løndannelse, der giver mest, jo højere løn du i forvejen har. Så må generelle lønstigninger gives som kroner ens for alle.

Vi er med andre ord lidt trætte af at kæmpe for de meget små puljer til lavt løn og lige løn. Det har været godt at få hul på, men det batter ikke for alvor.

Det er ganske enkelt tid til at sætte en stopper for at øge uligheden på højt- og lavtlønnede.