I 2017 indførte regeringen et forbud mod "utryghedsskabende lejre" i ordensbekendtgørelsen.

Det er stadig Gadejuristens klare anbefaling, at lejrforbuddet helt ophæves. I stedet for at kriminalisere og straffe må der tilbydes mere og bedre støtte.

Overtrædelser straffes med bøde og suppleres af en bortvisning fra kommunen, som man kan komme i fængsel for at overtræde. Det har jeg beskrevet tidligere her.

Det var ikke en kriminalisering af hjemløse, sagde de – men sådan blev det brugt. Særligt mod udlændinge. Siden forbuddet trådte i kraft, er der rejst 550 sigtelser for overtrædelse af "lejrforbuddet" i København.

I de sager, Gadejuristen har fået bragt for domstolene, har politiets praksis vist sig ikke at holde.

I én sag blev en hjemløs først dømt i byretten, men frifundet enstemmigt i landsretten.

I en efterfølgende prøvesag blev en far og en søn frifundet for at have sovet i indgangspartiet til en lukket forretning.

I en tredje sag – som fik meget medieopmærksomhed – blev to hjemløse frifundet for at sove nær Rundetårn.

Dertil kommer, at Europarådet netop har udtrykt alvorlig bekymring for, at lejrforbuddet er blevet brugt diskriminerende af politiet, idet forbuddet særligt er benyttet mod personer med udenlandsk baggrund, selvom de udgør et mindretal blandt hjemløse i Danmark.

Uklarhed der ikke virker

Når professionelle i både politiet og anklagemyndigheden har haft så svært ved at bruge reglerne korrekt, kan det ikke undre, at også hjemløse har haft svært ved at regne ud, hvor og hvordan de kan sove lovligt.

Og politiets aggressive fremfærd har haft konsekvenser for hjemløse. Også selvom sagerne ikke har holdt i retten.

Når politiet bruger bestemmelsen mod hjemløse, der ligger på hver sin side af en gade, selvom de ikke kender hinanden, søger hjemløse væk fra alle andre mennesker.

Når politiet anholder en hjemløs for at sove alene under et bordtennisbord i en park, fører det til, at andre hjemløse undgår overdækning og sover i regnen.

Forbuddet har ikke hjulpet nogen hjemløse. Tværtimod har det – i modsætning til de hjemløses organisationers råd – ført til, at flere sover alene og længere væk fra steder, hvor de kan blive set og få hjælp ved overfald, underafkøling og andre af gadelivets farer.

Det forslag, der skulle skabe tryghed (for nogle), er altså blevet anvendt på en måde, som domstolene ikke har kunnet godkende, som har været diskriminerende, og som har været skadeligt.

Derimod har det ikke ført til færre hjemløse i gaderne. Fra 2017 til 2019 steg antallet af optalte gadesovere fra 648 til 732.

Forbuddet skal væk – eller i hvert fald præciseres

Vil man fastholde forbuddet, må det præciseres, hvad der er en lejr, og hvornår den er utryghedsskabende. Det står der også i regeringens såkaldte forståelsespapir, at man vil gøre.

Det må gøres klart, at en lejr er noget med flere personer. Det må også gøres helt klart, at man selvfølgelig kan beskytte sig mod kulde og regn, uden at det bliver en lejr, hvis man fjerner sine ting igen om morgenen.

Det skal gøres soleklart, at det ikke kan være utryghedsskabende at have mad med sig. Hjemløse skal også spise.

Endelig må det gøres klart, at der konkret skal være nogen, der har følt sig utrygge på grund af en udvist adfærd, for eksempel ved at de har klaget. Det kan ikke være nok, at politiet hypotetisk mener, at det kunne ske.

Der må insisteres på, at reglerne bliver så klare, at hjemløse kan informeres tydeligt om, hvor og hvordan de kan sove på gaden uden at være kriminaliseret og blive anholdt og straffet.

Det er jo ret svært at være lovlydig, når man ikke kan få at vide, hvordan man er det.

Når dette er sagt, er det stadig Gadejuristens klare anbefaling, at lejrforbuddet helt ophæves. I stedet for at kriminalisere og straffe må der tilbydes mere og bedre støtte.

Ingen bor på gaden, fordi det er sjovt. For nogle er det blot den eneste mulighed.