I sidste uge var jeg til møde i EU-kommissionen, hvor repræsentanter fra alle medlemsstaternes regeringer, NGO’er og internationale organisationer som OSCE og ECRI diskuterede hatecrimes. Det er rigtig godt, at EU sætter fokus på de problemer, som blandt andre jøder, muslimer og roma’ere oplever i dagens Europa.

Faktisk var der så mange indikatorer tilstede, at man umuligt kunne forestille sig, at politiet ville undlade at forfølge det racistiske element i sagen. 

Jeg var blevet bedt om at tale om mulighederne for, at ofre for hadforbrydelser kan få oprejsning på baggrund af de sager, som jeg har ført på vegne af ofre for hadforbrydelser i Danmark.

Dette gav mig anledning til at overveje forløbet af Mahali-sagen, hvor en irakisk familie blev angrebet i deres egen bolig og faderen og den ældste søn udsat for vold. Selvom fire personer blev dømt for volden, blev angrebet ikke betragtet som en hadforbrydelse. Dette blev efterfølgende kritiseret af FN’s racediskriminationskomite, der fandt, at Danmark ikke havde sikret en tilstrækkelig efterforskning af det mulige racistiske motiv i sagen, og i forlængelse heraf ikke havde sikre familien den fornødne oprejsning.

Dette førte tankerne videre til sagen om Denniz, der blev slået ihjel for nu 10 år siden. Han blev 16 år, og hans mor kan fortsat ikke forstå, at hans død aldrig er blevet anerkendt som en hadforbrydelse.

Indikatorer for hadforbrydelse

Fælles for de to sager var en række af det, vi kan kalde "indikatorer" for, at der var tale om hadforbrydelse.  

Ser vi på Denniz’ sag, så var han blevet bedt af hans arbejdsgiver om at omdele aviser i et område, hvor han aldrig havde været før. Denniz var usikker og havde bedt en ven om at tage med, og nu stod de to på et gadehjørne på Amager. En bil stopper op, og en dreng springer ud med en baseball kølle. Vennen hører angriberen udtale: "Hvad glor du på, perkersvin". Derefter rammes Denniz i tindingen af kølleslaget, og han dør som følge af slaget.

Den første indikator er således, at angriber og offer har aldrig mødt hinanden før overfaldet. Man kan på denne baggrund hurtigt udelukke andre motiver som pengegæld, rivalisering eller andre motiver relateret til en forudgående konflikt.

Faktisk er fraværet af nogen form for "andet" motiv en yderligere indikator. Dertil kommer eksempelvis, at gerningsmanden tidligere har begået racistisk motiveret vold, og så især om der i forbindelse med overfaldet blev ytret racistiske tilråb m.v.

Gerningsmand havde således kun en uge tidligere overfaldet en anden ung mand af anden etnisk oprindelse end dansk på Amagerbrogade. Under den efterfølgende retssag blev han da også dømt for vold i begge sager. Denniz ven havde desuden hørt gerningsmanden sige "Hvad glor du på, pekersvin" umiddelbart inden han slog Denniz ihjel.

Faktisk var der så mange indikatorer tilstede, at man umuligt kunne forestille sig, at politiet ville undlade at forfølge det racistiske element i sagen. Det var ikke desto mindre det, der skete. Få dage efter hans død oplyser Københavns politi, at man (allerede) har kunnet fastslå, at der intet racistisk var i sagen. Der var derfor alene tale om et udslag af "meningsløs vold".

Almindelig voldssag?

Det betød så også, at da sagen kommer i byretten bliver den alene behandlet som en almindelig voldssag. Anklager havde derimod ingen påstand om, at straffen skulle skærpes på grund af det mulige had motiv. Angriberen og hans to medgerningsmænd blev dømt, men sagen blev aldrig anerkendt som et racistisk overgreb.

Nu er det 10 år siden, og der kan naturligvis være sket meget siden da, og det havde jeg da også glædet mig til at drøfte med den danske regerings repræsentanter til møde i Bruxelles. Desværre meldte de afbud, så der var ingen dansk repræsentation til møde i EU, hvor alle de øvrige lande var repræsenteret ved deres justits- eller indenrigsministerier m.v.  

Det kunne ellers være interessant at få drøftet, hvorfor politiet – i en nylig sag om overfald på den danske justitsministers partner – umiddelbart kunne rykke ud med en meddelelse om, at man efterforsker denne sag som en hadforbrydelse, når man omvendt tidligere har været hurtigt ude og afvise, at Denniz sag kunne være en hadforbrydelse?

Rigtig tankevækkende bliver det, når man husker, at daværende statsminisier Fogh Rasmussen – samme dag som meldingen kom fra Københavns politi – udsendte en pressemeddelelse, hvor han opfordrede pressen til at stoppe videreformidling af falske rygter om, at overfaldet skulle være udtryk for anti-islamiske holdninger i Danmark.

"Han understreger, at regeringen følger situationen tæt, og forsøger at berigtige falske oplysninger i udenlandske medier. Statsministeren henviser til, at drabschef Ove Dahl Københavns Politi torsdag afviser, at overfaldet < på Denniz> er racistisk motiveret" (Ritzau 27. marts 2008).

Omvendt har vores nuværende statsminister været hurtig til at melde ud, at han mener, der er tale om en hadforbrydelse i den aktuelle sag vedrørende justitsministerens partner. Hvorfor denne forskel?

Jo, hadforbrydelser er også et problem i Danmark, som i de øvrige europæiske lande. Så hvordan får vi ofre for hadforbrydelser til at tro på, at de bliver taget alvorligt af myndighederne, også selv når de ikke er i familie eller på anden måde relateret til samfundets top, men alene er avisbud i København?