01 Dec 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ulovlige inddragelser

Blogs

Niels-Erik Hansen
Advokat, med speciale i menneskerettigheder
Har specialiseret sig i sager om menneskerettigheder med særlig vægt på asylsager. Frivillig i Trampolinhusets rådgivning.
Blogindlæg af Niels-Erik Hansen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Fredag, 07. december, 2018, 07:00:35

Ulovlige inddragelser

Det er desværre kun et spørgsmål om tid, før de første børn, født og opvokset i Danmark, står overfor tvangsudsendelse til et land, de ikke kender, og som ikke er deres – og hvad sker der så?

Klart ulovligt.

Så enkelt kan det siges – og blev det sagt – da juraprofessor Jens Vedsted-Hansen kommenterede en række afgørelser fra Udlændingenævnet i sager om inddragelse af opholdstilladelser for familiemedlemmer til herboende somaliske flygtninge.

Den første somaliske familie er nu dukket op i det berygtede udrejsecenter i Sjælsmark. 

I en række artikler har Ulrik Dahlin i dagbladet Information beskrevet, hvordan en række familier har været ved at blive splittet af den ulovlige praksis, som er blevet fulgt at Udlændingenævnet i løbet af 2018.

Men nu har nævnet måtte ændre kurs, og de truede familier kan ånde lettet op indtil videre.

Så hvad var det der skete? Jo, Udlændingestyrelsen har i et meget stort antal sager valgt at genoptage herboende somalieres asylsager, fordi man mener, at situationen i hjemlandet er blevet så god, at flygtningene nu kan vende hjem.

I takt med afgørelserne fra Udlændingestyrelsen, hvor der er sket inddragelse af disse flygtninges asyl opholdstilladelser, er det samtidig sket inddragelse af disses ægtefællers og børns opholdstilladelser som familiesammenførte.

Flygtningene og deres familier har så ret til at klage over afgørelserne om inddragelse. Men nu bliver det lidt teknisk. Mens den herboende flygtning (der har ophold efter udlændingelovens § 7) klager til Flygtningenævnet, så skal resten af familien (der har ophold efter udlændingelovens § 9) klage til Udlændingenævnet.

Udlændingenævnet sætter tempoet op

Det er så ikke svært at regne ud, at hvis Flygtningenævnet også inddrager flygtningens opholdstilladelse, så vil de familiesammenførte familiemedlemmer også få afslag i Udlændingenævnet.

Omvendt hvis Flygtningenævnet mener at flygtningen skal bevare asylet i Danmark, så vil de øvrige familiemedlemmer også have ret til at blive her.

Sådan fungerede det også, hvor jeg selv har haft fornøjelse af at gå i Flygtningenævnet med faderen, der fik medhold, fordi Flygtningenævnet vurderede, at han fortsat var i risiko for forfølgelse i Somalia. Det betød, at vi dagen efter kunne skrive til Udlændingenævnet og bede dem at lukke sagen om kone og børn, der nu havde ret til at blive sammen med ægtefællen/faderen.

I løbet af eftersommeren 2018 var vi så nogle advokater, der blev opmærksomme på, at Udlændingenævnet havde sat tempoet op, så de pludselig var begyndt at afgøre sagerne om de familiesammenførte familiemedlemmer før "hovedpersonen" havde fået en afgørelse fra Flygtningenævnet. Afgørelserne kunne på den måde kun få et eneste resultat – afslag.

Når "hovedpersonen", altså det familiemedlem der er flygtning, har fået inddraget opholdstilladelse af Udlændingestyrelsen, så følger det jo automatisk, at afgørelsen om også at inddrage de øvrige familiemedlemmers opholdstilladelse i princippet var "korrekt", da afgørelsen blev truffet.

Det, som afgørelsen bare ikke tager højde for, er, at der er klaget over den afgørelse til Flygtningenævnet, der i en række tilfældet er kommet frem til det modsatte resultat end Udlændingestyrelsen. Så hvorfor ikke vente og se hvad Flygtningenævnet vil komme frem til?

Fastsætter udrejsefrist

Men endnu værre så besluttede Udlændingenævnet samtidig med de forkerte afgørelse også at fastsætte udrejsefrister for de familiemedlemmer, der nu havde fået inddraget deres opholdstilladelser som familiesammenførte. Hermed fik man skræmt disse familier fra vid og sans. De frygtede nu, at politiet skulle komme om natten og hente kvinder og børn og sætte dem på flyet til Mogadisho uden deres ægtefælle/far.

Foreningen af Udlændingerets advokater skrev og advarede Udlændingenævnet om det uholdbare i denne fremgangsmåde, fordi flygtningen (faderen) ikke kunne rejse med resten af familien på grund af risikoen for forfølgelse i Somalia. Hermed har man krænket retten til familieliv.

Det var dog først, da Information bragte den først artikel med ovennævnte citat fra Jens Vedsted Hansen, der samtidig fik opbakningen fra en række andre jurister, at nævnet trak i land.

Nu kan man så læse på nævnets hjemmeside, at nævnet fra 1. november ikke længere vil fastsætte en udrejsefrist i sager, hvor "hovedpersonens" asylsag fortsat er under behandling i Flygtningenævnet. De familier, der blev truet med udsendelse, har også fået brev om, at deres udrejse er udsat, indtil Flygtningenævnet har afgjort hovedsagen.

Det er naturligvis positivt, men dels har en række familier levet i overhængende frygt, og dels er det måske kun en stakket frist. Hvad sker der, hvis Flygtningenævnet også siger nej? Den første somaliske familie er således nu dukket op i det berygtede udrejsecenter i Sjælsmark.

Det er desværre kun et spørgsmål om tid, før de første børn, født og opvokset i Danmark, står overfor tvangsudsendelse til et land, de ikke kender, og som ikke er deres – og hvad sker der så?