Bryd tavsheden om Erdogans angreb på Afrin
Blogs
Bryd tavsheden om Erdogans angreb på Afrin
Flygtninge, kvinder og børn bliver i øjeblikket dræbt af Tyrkiets bomber over kurdisk område i Syrien. Den danske regering vender ryggen til og tier stille.
Lige nu falder bomberne over det kurdiske Afrin-område i Syrien. Siden den 20. januar har tyrkiske soldater og islamistiske militser angrebet området, der huser omkring 800.000 lokale beboere og internt fordrevne fra andre dele af Syrien.
Endnu engang er kurderne blevet solgt i stormagternes imperialistiske spil.
Mens den tyrkiske offensiv indtil nu ikke har haft nævneværdig succes på landjorden, er det lykkedes tyrkiske kampfly at dræbe over 80 civile. Ofrene for Erdogans kampfly er ifølge Robert Fisk, der er som den første vestlige journalist for britiske The Independent har besøgt området, flygtninge, babyer, kvinder og børn.
Afrin-området blev i 2012 befriet fra Assad-regimet af de kurdiske selvforsvarsstyrker i YPG. Siden da har området været under kontrol af pro-demokratiske og sekulære styrker, der nu er organiseret i Syrien Demokratiske Styrker (SDF).
Hykleri fra Samuelsen
De har været Danmarks allierede i kampen mod Islamisk Stat. Men mens den danske regering ikke har haft noget problem med at bruge kurderne og de prodemokratiske kræfter som kanonføde i kampen mod IS, så vende man ryggen til dem, når de angribes af Erdogan.
Allerede dagen før det tyrkiske angreb blev sat ind, tog jeg direkte kontakt til den danske udenrigsminister Anders Samuelsen og opfordrede ham til at kritisere Erdogan. Men udenrigsministeren har ikke sagt et ord. Denne tavshed er skammelig.
Danmark bør bakke op om vores allierede og kritisere det tyrkiske angreb, der ikke alene er et brud på folkeretten, men også en svækkelse af kampen mod Islamisk Stat.
Ikke mindst er det hyklerisk, at den danske regering, der gang på gang taler om at flygtninge hjælpes bedst i nærområderne, ikke har modet til at sige fra, når et hidtil relativt fredeligt område i Syrien, hvor arabere, kurdere og kristne har kunne leve i fred, angribes af Danmarks NATO-partner Tyrkiet.
De stakkels mennesker, som endnu ikke er flygtet mod Europa, men har valgt at blive i Syrien, rammes nu af bomber og granater. Stoppes det tyrkiske stormløb mod Afrin ikke, vil hundredtusinder af civile uden tvivl blive tvunget på flugt mod Europa.
Erdogans påstand
Efter de sidste ugers tavshed vil det ikke længere være muligt at tage Anders Samuelsen eller nogen anden repræsentant for regeringen seriøst, når de taler om at hjælpe i nærområderne. Det er tomme ord, som regeringen tydeligvis ikke gør til handling.
Erdogans baggrund for angrebet er en påstand om, at SDF-alliancen i virkeligheden er det forbudte Kurdistans Arbejderparti, PKK, og udgør en trussel mod Tyrkiet. Men den påstand er der ikke andre end Erdogan, der deler.
Når det er muligt for tyrkiske kampfly at flyve ind i luftrummet over Afrin, som er under russisk kontrol, skyldes det en aftale mellem den tyrkiske og russiske regering. Fra amerikansk side har man kritiseret angrebet, men meddelt at man intet vil foretage sig, hvis Erdogan holder sig til at angribe Afrin.
Endnu engang er kurderne og progressive i Mellemøsten blevet solgt i stormagternes imperialistiske spil.