27 Feb 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU’s handelsaftale med Mercosur er kulsort

Blogs

Nikolaj Villumsen
Medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten
Født 1983 og BA i Historie. Medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2011 til 2019. Har været udenrigs- og beredskabsordfører samt næstformand i venstrefløjsgruppen ved Europarådets Parlamentariske Forsamling.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 10. marts, 2021, 06:33:31

EU’s handelsaftale med Mercosur er kulsort

Selv om Mercosur-aftalen indeholder et kapitel om klima og bæredygtighed, er det desværre kun et kapitel, som er brugt som pyntegrønt på en ellers kulsort aftale. Der mangler mulighed for at gribe ind, hvis Mercosur-landene løber fra deres forpligtelser over for miljø, klima og arbejdstagerrettigheder.

Det vil have katastrofale konsekvenser for både klimaet, miljøet, dyrelivet og oprindelige folks territorier at indgå en frihandelsaftale mellem EU og Mercosur-landene (Argentina, Brasilien, Paraguay og Uruguay). Og det virker grundlæggende som om, at regeringen med udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i spidsen ikke har forstået, at handelspolitik også er klimapolitik.

Regeringen og udenrigs-ministeren bør tage forskerne og NGO’ernes opråb seriøst og nedlægge veto mod EU-Mercosur-aftalen. For ingen aftale er bedre end en kulsort aftale.

De siger det godt nok, men det klinger hult, når der ikke er handling bag deres ord. Regeringen støtter nemlig fortsat EU's handelsaftale med Mercosur-landene, selv om aftalen kan få fatale miljøkonsekvenser i et af verdens største økosystemer, da aftalen frygtes at ville medføre en eksplosion i rydningen af regnskov og unikke naturområder.

Fremmer ureguleret handel

For på trods af at handelsaftalen indeholder et kapitel om klima og bæredygtighed, er det desværre kun et kapitel, som er brugt som pyntegrønt på en ellers kulsort aftale. Der mangler ganske enkelt en mulighed for at gribe ind, hvis Mercosur-landene løber fra deres forpligtelser over for miljø, klima og arbejdstagerrettigheder.

Det er en aftale, som fremmer ureguleret frihandel fremfor en mere fair handel. Det kan få fatale konsekvenser for regionens oprindelige folk, dyr og planter. Udenrigsministeren påstår dog stadig, at aftalen, som den foreligger, er bedre end ingen aftale.

Dermed ser udenrigsministeren stort på opråbet fra klima- og miljøforskere og NGO’er. For set fra et klimavenligt perspektiv lader det til, at regeringen hellere vil støtte en sort aftale og give den allerede klima- og miljøbenægtende brasilianske præsident Jair Bolsonaro muligheden for at øge skovudryddelsen af Amazonas end at tage den globale klima- og miljøkrise alvorligt.

Ingen aftale med Bolsonaro

Flere danske og internationale klima- og miljøorganisationer har forsøgt at råbe EU og den danske regering op, heriblandt Greenpeace, Verdens Skove og Global Aktion. I et åbent brev til udenrigsministeren tilbage i januar skrev 20 NGO’er sammen med 13 forskere fra diverse universiteter deres bekymringer for EU-Mercosur-aftalen.

Der skrives blandt andet i brevet, at aftalen vil fremme skovudryddelsen med 25 procent hen over de næste seks år ifølge en analyse lavet af en ekspertgruppe på vegne af den franske regering. Det er derfor vigtigt, at Danmark trækker en streg i sandet og takker nej til aftalen.

Hvis vi skal nå i mål med de målsætninger, vi har forpligtet os til i Parisaftalen, skal vi ikke indgå frihandelsaftaler med Bolsonaro og kompagni uden bindende klimamålsætninger.

Regeringen og udenrigsministeren bør tage forskerne og NGO’ernes opråb seriøst og nedlægge veto mod EU-Mercosur-aftalen. For ingen aftale er bedre end en kulsort aftale.