Mens herrehåndboldholdet led et sviende nederlag til Spanien fik Socialdemokraterne et nyt medlem. Den tidligere næstformand i SF og forhenværende medlem af DKP/ML og Enhedslisten, Mattias Tesfaye, er blevet socialdemokrat.

På vejen til Socialdemokraterne har Tesfaye kritiseret venstrefløjen for ikke at tale til den arbejdende middelklasse. Jeg deler målsætningen om, at venstrefløjen skal vinde bedre opbakning fra arbejderklassen, men ikke løsningen fra Tesfaye. I anledning af hans partiskifte fortjener han et svar på sin kritik.

Jeg synes Tesfaye ofte leverer en flot argumentation for regeringens politiske projekt og planer om kommende reformer. En indpakning, som Corydon og Thorning kan lære meget af. Men han får ikke taget tyren ved hornene.

Rendyrket VKO-politik

Svaret på, hvorfor lønmodtagervælgerne i titusinder har forladt regeringen siden valget, fortoner sig i en kritik af Enhedslisten og venstrefløjens forsvar for de arbejdsløse. I mine øjne er tyren ledelsen af Socialdemokraterne, Radikale og EU’s økonomiske styring.

Efterløns- og dagpengeforringelserne er de mest tydelige eksempler på regeringens svigt. Det er rendyrket VKO-politik, der rammer almindelige hårdtarbejdende danskere, men som regeringen insisterer på at gennemføre og fastholde. Det er ikke Enhedslisten eller venstrefløjen i SF, der er skyld i det. Det er regeringstoppen og kompromiserne med de radikale.

Regeringen redder ikke røven ved, at Tesfaye pakker den ind i flot retorik. Regeringen redder røven, hvis den gør en synlig forskel.

Skal vi være ærlige, så var fair løsning og fair forandring slet ikke så skidt. Særligt ikke hvis vi tillader os at se bort fra den absurde idé om at arbejde 12 minutter mere. Millionær-, formue-, og bankskat var gode skridt i den rigtige retning, som ville give penge i kassen til velfærd og arbejdspladser.

Det ville betyde hænder til børn, ældre og syge og arbejde med nybyggeri og renoveringer. Men den plan blev væk i regeringsforhandlingerne med de radikale.

Når tusinder af fagligt aktive op til valget i 2011 gik fra dør til dør eller snakkede med familien om at stemme rødt, så gjorde de det for at rulle dagpenge- og efterlønsforringelserne tilbage og fordi de ønskede velfærd.

Jeg kan godt forstå, de er blevet skuffede. De bragte Thorning, Corydon og Vestager ind i ministerstolene ved at skaffe de få tusinde stemmer, som skilte rød fra blå blok. Bagefter blev deres afgørende indsats glemt.

Hvis regeringen skal have opbakning fra faglærte og ufaglærte arbejdere, så skal den kæmpe for dem og ikke for EU-henstillinger. Det er ingen naturlov, at arbejderklassen stemme på venstrefløjen, og det har det aldrig været. Arbejderne støttede op om arbejderbevægelsen, fordi den sikrede dem bedre vilkår.

Gør en forskel

Regeringen redder ikke røven ved, at Tesfaye pakker den ind i flot retorik. Regeringen redder røven, hvis den gør en synlig forskel. Sagerne er oplagte for regeringen, og vi må fra venstrefløjen og fagbevægelsens side skubbe på.

Jeg kan se tre oplagte steder, hvor regeringen kunne starte: For det første skal der gribes ind overfor de grådige banker, der flår os med gebyrer og er blevet forgyldt med milliarder af skattekroner. Her vil strammere regler og indførelse af en finansskat være et oplagt sted at starte.

For det andet skal der siges fra overfor EU’s nedskæringspolitik og i stedet skal kommunerne slippes fri til at bruge penge på renoveringer og nybyggeri.

Sidst, men ikke mindst, skal vi bruge nogle af milliarderne i pensionskasserne til at skabe de arbejdspladser, som erhvervslivet trods skattelettelser og mindre afgifter har vist sig ikke at kunne levere. Lad os tage tyren ved hornene og komme igang.