28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hedegaard-sagen udstiller regeringens hykleri

Blogs

Nikolaj Villumsen
Medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten
Født 1983 og BA i Historie. Medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2011 til 2019. Har været udenrigs- og beredskabsordfører samt næstformand i venstrefløjsgruppen ved Europarådets Parlamentariske Forsamling.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 22. oktober, 2014, 07:20:50

Hedegaard-sagen udstiller regeringens hykleri

Mens den tyrkiske regering er kommet under voksende internationalt pres, har det ikke været muligt at vriste et eneste kritisk ord ud af den danske udenrigsminister.

Hedegaard-sagen er ikke bare en udleveringssag om en mistænkt attentatmand. Sagen udstiller en dansk regering, der sætter et godt forhold til den autoritære tyrkiske præsident Erdogan over kampen mod fascisterne fra Islamisk Stat (IS). Sagen udstiller en hyklerisk dansk udenrigspolitik.

Grundlæggende er det fuldstændig grotesk. Den dansker, der sad fængslet i Tyrkiet, er blevet løsladt. Formentlig som led en fange udveksling mellem den tyrkiske regering og IS. Hvis det er sandt, har den tyrkiske regering ikke alene forbrudt sig mod den udleveringsaftale, der er indgået mellem Danmark og Tyrkiet. Så har den tyrkiske regering forbrudt sig mod FN’s Sikkerhedsråds klare vedtagelse om, at IS skal bekæmpes og tilstrømningen af udenlandske krigere stoppes.

Den danske regering sætter forholdet til Tyrkiet over alt andet. 

Desværre er det ikke det eneste eksempel på Erdogans problematiske forhold til IS. Mens grænsen længe har været holdt lukket til den belejrede kurdiske by Kobanê, har den stået pivåben i de nabobyer, som fascisterne fra IS kontrollerer. Erdogan vil hellere have, at kurderne i Kobanê slagtes, end at fascisterne fra IS bekæmpes.

Derfor er den tyrkiske regering også kommet under voksende international kritik. FN har klart og utvetydigt krævet grænsen til Kobanê åbnet. Det samme har den franske præsident og senest er USA begyndt at kaste mad, medicin og våben ned i byen.

Samtidig har det ikke været muligt at få et eneste kritisk ord vristet ud af udenrigsministeren. På trods af, at den tyrkiske regering har holdt Danmark for nar i Hedegaard-sagen, så står Lidegaard last og brast med Erdogan.

Det sker samtidig med, at Erdogan erklærer krig mod alt sund fornuft. Han bomber fredsprocessen med PKK. Han skyder anti-IS demonstranter i de tyrkiske gader og bidrager aktivt til den truende etniske udrensning i Kobanê.

Det er uforståeligt, at regeringen ikke reagerer, men påstår at Danmark vil komme til at stå isoleret med pres på Tyrkiet. Realiteten er, at Tyrkiet er under et massivt internationalt pres. Bare ikke fra den danske regering. Den danske regering sætter forholdet til Tyrkiet over alt andet. Også de demokratiske kræfters kamp mod fascisterne i Kobanê. Det er hykleri.