28 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Stop ræset mod bunden på selskabsskat

Blogs

Nikolaj Villumsen
Medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten
Født 1983 og BA i Historie. Medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2011 til 2019. Har været udenrigs- og beredskabsordfører samt næstformand i venstrefløjsgruppen ved Europarådets Parlamentariske Forsamling.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 27. marts, 2013, 12:57:42

Stop ræset mod bunden på selskabsskat

I stedet for at føre an i kapløbet om at få den laveste selskabsskat burde Danmark kæmpe for at få en minimumsgrænse for selskabsskat i EU.

Finansminister Corydon kan godt lide at se hård ud og gør en dyd ud af, at krisen skal gøre ondt på almindelige mennesker. Til gengæld bliver han bange som en puddel, så snart de store drenge i erhvervslivet siger bøh.

Andet kan man ikke tolke ud af Corydons såkaldte vækstplan, der har lagt op til at forgylde erhvervsledere og aktionærer, mens arbejdsløse, studerende og velfærden bliver sat til at betale regningen.

Vi må ikke ligge under for grådigheden i erhvervstoppen.

Den socialdemokratiske finansminister vil sænke selskabsskatten fra 25 til 22 procent. Men uden øget efterspørgsel vil de danske virksomheder, der i forvejen har rekordstore overskud og tocifrede milliard udbetalinger til aktionærerne, ikke komme til at skabe flere arbejdspladser.

Forslaget fra regeringen er ikke bare et brud på arbejderbevægelsens princip om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Det er også dumt. Efter regeringen skød ræset mod bunden i gang på selskabsskat, har Finland og England meldt ud, at de nu vil sænke deres selskabsskat til 20 procent. I Norge raser debatten også med henvisning til Danmarks sænkelse.

Det er skadeligt for hele samfundet, at landene internt kæmper om at sænke skatten på erhvervslivets overskud mest muligt. Virksomhederne bør bidrage til fællesskabet, da de nyder godt af en veluddannet arbejdskraft, af et ordentligt sundhedsvæsen og børnepasning. Vi må ikke ligge under for grådigheden i erhvervstoppen, men i stedet stå sammen internationalt.

Der skal derfor lyde en klar opfordring til regeringen om at stille sig i spidsen for, at der laves en international aftale om en minimumsgrænse for selskabsskatter. I stedet for at lede an i ræset mod bunden bør Danmark stoppe ræset.

Konkret har Tyskland og Frankrig luftet ideen om en minimumsgrænse. Det giver et godt udgangspunkt.

Det er klart, at løsningen ikke er, at EU får magt over skatteområdet, da det vil skade vores skattefinansierede velfærdsmodel. Men det vil være et godt sted at starte, hvis Danmark og andre europæiske lande gik foran med et mellemstatsligt samarbejde om en minimumsgrænse. Det ville være en positiv forandring, hvis Corydon viste sig at have mod til det.