16 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Velfærd eller våben?

Blogs

Nikolaj Villumsen
Medlem af EU-parlamentet for Enhedslisten
Født 1983 og BA i Historie. Medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2011 til 2019. Har været udenrigs- og beredskabsordfører samt næstformand i venstrefløjsgruppen ved Europarådets Parlamentariske Forsamling.

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Onsdag, 31. maj, 2017, 07:56:37

Velfærd eller våben?

Hvis Danmark skal nå NATO's krav om at bruge to procent af bruttonationalproduktet om året på militær, vil det koste os 16 milliarder kroner ekstra. Det svarer til omkring 32.000 ansatte i velfærden.

Mens der spares på vores sygehuse, så sygeplejersker, læger og jordemødre er ved at knække sammen af stress, og der mangler varme hænder i kommunerne til at tage sig af vores børn og ældre, så vil regeringen efterfølge Trumps krav om at bruge endnu flere milliarder på militæroprustning.

Den hovedløse oprustning øger kun faren for konflikt.

Men vi har ikke brug for hovedløs oprustning. Vi har ikke brug for flere våben. Det vi har brug for er investeringer i velfærd, grøn omstilling og fred. 

Hvis Danmark skal nå NATO's oprustningsmål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet om året på militær, vil det koste et svimlende antal milliarder. Det vil være noget nær en fordobling af forsvarsbudgettet. Som minimum 16 milliarder kroner i ekstra udgifter hvert år. 

Massive nedskæringer

Det vil være umuligt at efterleve kravet fra Trump uden at hæve skatterne markant eller skære massivt i velfærden.

I runde tal svarer de 16 milliarder til 32.000 ansatte i velfærden. Velfærden vil lide enorm skade, hvis vi fjerner så mange penge. Og helt ærlig, oprustning avler blot mere oprustning. Det gør ikke blot Danmark mere usikker, det er skidt for hele verden. 

Derfor er det den helt forkerte vej at gå, når forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen melder ud, at det er regeringens "mål for de kommende år". 

Ikke mindst i en situation, hvor det er den amerikanske præsident Trump, der sidder for bordenden i NATO. Trump er selv valgt på at ville forringe amerikanernes sundhed og øge de militære budgetter. Den ide skal han ikke have lov at eksportere til Danmark. 

I stedet for at danse efter Trumps pibe bør vi fra dansk side sige fra overfor den bureaukratiske målsætning om oprustning.

Ikke mindst Socialdemokratiet og de radikale, der sidder med i forsvarsforliget, har en mulighed og et ansvar for at forhindre, at milliarder flyttes fra velfærd til våben. Hvis de to partier sætter foden ned, kan de blokere Løkkes planer om at bøje sig for Trump. 

Vi må spørge os selv, om verden ville blive et bedre sted, hvis alle NATO-lande fulgte Trump ud i øget oprustning. 

Nej til oprustning

Jo, våbenindustrien ville nok klappe i hænderne, og regeringen herhjemme ville kunne finde finansiering til sit dyre kampflykøb. Men verden vil hverken blive et mere sikkert eller fredelig sted.

Med Trump for bordenden i NATO aner vi ikke, hvad der vil komme til at ske med angrebsalliancen. Lige nu ser vi en farlig oprustning fra både Rusland og NATO, som ikke mindst foregår i Østersøen lige op til Danmark.

Jo flere våben, der befinder sig på hver side, des større er faren for, at der løsnes et skud, og vi ender i krig. Den hovedløse oprustning øger kun faren for konflikt, og oprustning truer derfor vores sikkerhed. 

Vi vil have velfærd – ikke flere våben!