Engang imellem kan man godt blive træt af udsagn som f.eks.: ”Fagforeningen gør ikke noget”, ”Fagforeningen er ikke stærk som før” eller ”Fagforeningen gør ikke noget for MIG”.

Først og fremmest har det aldrig været udgangspunktet, at fagforeningen skulle gøre noget for ”MIG”, men derimod gøre det bedste for sammenhængskraft og fællesskab, fordi det også kommer ”MIG” til gode. Alt sammen i et fællesskab, hvor vi beskytter den svageste ven og hele tiden holder hånden under laveste fællesnævner, fordi det giver tryghed til de mange.

Det betyder alt, at man kan samle kravene og presset i den fagforening, som forhandler overenskomsten.

De 12 år, fra 1989 til 2001, hvor jeg arbejdede på frysehuset, var det os arbejdere, der var arbejdspladsens fagforening. Overenskomst, Hovedaftale og arbejdsmiljøaftaler, som ”fællesskabets fagforening” havde skabt, var de værktøjer, vi brugte til at sikre en konstant forbedring af forholdene på vores arbejdsplads.

Nogen gange kom vi på kollisionskurs med fællesskabets hjerteblod og mærkesager, så måtte tillidsmanden forklare om sammenhængskraften, og så rettede vi naturligvis ind - for fællesskabets skyld. Andre gange var det nødvendigt at bære sagen op på en generalforsamling eller ind i bestyrelsen, og dér kæmpe for at gøre vores synspunkter til fællesskabets mærkesag. I disse situationer skete det, at tillidsmændene fra fagforeningskontoret blev bedt om at komme på arbejdspladsen og fremlægge sagen. De kom altid, når vi bad om det, men det var ALTID på vores initiativ. Sådan var det, og sådan skal det være.

Når forhold ikke var beskrevet eller klare, tog vi altid udgangspunkt i vores egen fortolkning, hvis det kunne forbedre vores forhold. I langt de fleste situationer var fællesskabets fagforening enig med os, men da de jo havde indgået de hidtidige aftaler, måtte ønsket om udvikling og krav tydeligt komme fra os på arbejdspladsen.  

DERFOR var det altid på arbejdspladsen, vi startede debatten og kampen for bedre vilkår, og vi måtte derfor også selv organisere, synliggøre og konstruere begivenheder fra realiteternes hverdag, der kunne sætte en dagsorden for de visioner, ”fællesskabets fagforening” efterfølgende kunne bære til bords.

Det gav en gensidig konstruktiv respekt fra arbejdsgiveren – ikke at de altid var enige eller imødekom vores krav – men det gav naturlig respekt, at arbejdsgiveren i kravene altid kunne se arbejdspladsens hverdag, professionelt koordineret og indarbejdet i fællesskabets interesser. Den samme følelse gik igen, fra medlem til fagforening - fra fagforening til medlem.

Det var ikke afgørende, om vi var 15 eller 45, men det betød selvfølgelig alt, at vi kunne samle vores pres på samme fagforening, den fagforening der forhandler fællesskabets aftaler. Det er fagforening – det er organisering!