Forhandlingerne om nye overenskomster er i gang, og for mig er der ingen tvivl: Lønnen skal op.

Ved de sidste to overenskomstforhandlinger viste vi tilbageholdenhed, og resultatet blev derefter, for nu at sige det diplomatisk.

Denne gang er situationen en anden, og jeg forventer lønstigninger, der som et minimum fastholder reallønnen.

Arbejdsgiverne i industrien kan altid få deres ansatte til at arbejde ekstra i de perioder, der er behov for det.

Det er uhyre vigtigt for fagbevægelsen, at vi denne gang kan fremvise håndgribelige resultater, som vi kan bruge i argumentationen over for dem, der holder sig uden for det faglige fællesskab.

Et andet vigtigt emne er vikarområdet. Vi skal ikke acceptere tyske tilstande, hvor en stadig større del af arbejdsstyrken inden for industrien er løst ansatte.

Fortsætter denne udvikling vil det betyde, at vi får et A- og et B-hold på arbejdspladserne, og det presser løn- og arbejdsforhold. Dermed er kampen mod øget vikardækning en del af kampen mod social dumping.

Behovet for højt kvalificeret arbejdskraft kræver naturligvis også, at de ansatte har en fast tilknytning til arbejdspladsen og får tilbudt den nødvendige efteruddannelse. Vi skal således have strammet op på virkarområdet, ellers frygter jeg, at det bliver en glidebane.

Der er allerede sket et farligt skred i forholdet mellem løst og fast ansat arbejdskraft.

Arbejdsgiverne kræver mere fleksibilitet

Arbejdsgiversiden kommer også med deres krav til overenskomsterne, og jeg har noteret mig deres ønsker om større fleksibilitet.

Til det vil jeg bare sige: Hvad vil I have? I har arbejdsmarkedets mest fleksible overenskomst i forvejen, og I kan få arbejdskraft døgnet rundt, ja året rundt, hvis I vil betale for det.

Derfor er budskabet da også: Hold fingrene fra søn- og helligdagene. Det er ikke ad den vej, udbuddet af arbejdskraft skal udvides, tværtimod bør antallet af fridage udvides. I praksis har det jo i den grad vist sig, at arbejdsgiverne i industrien altid kan få deres ansatte til at arbejde ekstra i de perioder, der er behov for det.

Mulighederne for at få den arbejdskraft, der er brug for, har arbejdsgiverne allerede i dag, uden at der i overenskomsten skal pilles ved antallet af fridage. Og så skal vi jo ikke glemme, at vi stadig har arbejdsløse kollegaer, der venter på at komme i gang.

Alt i alt skal vi ikke forvente lette forhandlinger, men for mig er der ingen tvivl: Vi holdt igen, da krisen krævede det. Nu er situationen en anden, og det skal årets overenskomstresultat afspejle.