At fagbevægelsen er under pres har været tydeligt de sidste mange år. Igen og igen bliver den udsat for nye angreb. Solidaritet er blevet forsøgt gjort til et fremmedord og individualismen sættes i højsæde. Virksomhedsejeren gøres til den ”lille mand”, og det er derfor ingen overraskelse, men dog til stor bekymring, at angrebene fortsætter i forhandlingerne om den nye overenskomst.

Her har kommuner og regioner fremsat nogle krav, som man ved første øjekast troede var en joke.

Ønsket om færre tillidsvalgte og dermed mindre indflydelse til de ansatte var blot ét af dem, som, hvis det var blevet en realitet, ville kunne få katastrofale konsekvenser.

Tænk blot på, hvordan man på flere kommunale arbejdspladser ønsker flere mænd ansat. Hvis tillidsrepræsentanterne ikke længere er med til forhandlingerne om den enkelte ansattes løn, åbner det op for endnu større ulighed på kvinde og mandelønningerne. I stedet for at få kvinderne op på mændenes niveau ville ligelønnen få et voldsomt tilbageslag.

At den enkelte ansatte så også individuelt, uden om tillidsrepræsentanten, skal kunne lave aftaler om længere arbejdstid (f.eks. 48 timer om ugen), ville jo ikke ligefrem medvirke til at få flere i arbejde. Dette forsøges oven i købet indført på overenskomster, hvor der i forvejen er ansat rigtig mange på deltid uden mulighed for at få fuld tid.

Truslen fra frivillige

Vi står som kommunalt ansatte overfor en større trussel end alle andre. Indenfor byggeriet snakkes der meget om løndumping på grudn af underbetaling af udenlandske arbejdere. Her er vi jo alle enige om, at fagbevægelsen må gøre en indsats og sikre, at alle bliver ansat til overenskomstmæssig løn og arbejdsforhold.

I det offentlige står vi i en situation, hvor frivillig arbejdskraft bliver mere og mere almindeligt og acceptabelt. Vi er så langt ude, at flere faglige organisationer har lavet aftale om, hvordan reglerne skal være for de frivilliges indtog på vores arbejdspladser. Men hvor bliver den kraftige afstandstagen fra dette frivillige arbejde af?

For mig at se, står vi i en situation, hvor det ikke bare er folk, der tager vores job til en mindre løn, men de gør det gratis, og rigtig mange klapper i deres små hænder - det er beskæmmende!

Smid pænheden væk - stil uhyrlige krav

Vi ved jo selvfølgelig godt, at kommunernes og regionernes uhyrlige krav ikke har deres gang på jorden, men måske skal fagbevægelsen også lade være med at være så seriøse og i stedet stille samme uhyrlige krav?

Et af disse kunne være, at vores lønninger skal stige det samme som forvaltningschefernes, der er steget 30 % i løn gennem de sidste 4 år (244.000 kroner i årlig lønfremgang), men dette er da egentlig ikke et ublu krav, eller hvad? Cheferne er jo ikke de eneste, der har fået større arbejdsbyrde og udvidet ansvar. Rigtig mange offentlige ansatte går ned med stress i disse år.

Nu har vi fået et forlig på KTO/KL-området, og det blev helt som forventet.

Vi får igen en reallønsnedgang. Der kommer lidt på pension, uddannelse and so on. Vi ved, at der er krise, men vi kan også tydelig se, hvem den rammer. Åbenbart ikke forvaltningscheferne med flere. De rige bliver stadig rigere og uligheden vokser.