LO har snart kongres, og det er vel indtil dato den kongres, som har fået størst omtale, siden LO brød de økonomiske bånd med Socialdemokratiet. Især to diskussioner buldrer på medlemsforbundenes formandsgange: Hvem skal være den næste LO-formand og skal LO fusionere med FTF?

Den almindelige arbejder ikke ved, hvor den samlede fagbevægelse vil hen med arbejdsmarkedet.

Jeg er heller ikke i tvivl om, at enhver faglig sekretær i de lokale fagforeninger har sin egen holdning til netop disse to spørgsmål. Men kører vi ud på arbejdspladserne og stiller vores kolleger de samme spørgsmål, vil størstedelen svare: ”LO, hvad for noget?”

LO og fagbevægelsen som helhed står over for en meget større udfordring end hvorvidt, de to hovedorganisationer skal fusionere. Selvom flere forbund glædeligt kan vise medlemsfremgang, så er den største udfordring, at den almindelige arbejder ikke ved, hvor den samlede fagbevægelse vil hen med arbejdsmarkedet.

Derfor skal min opfordring til LO’s kommende ledelse være at få LO og især LO’s visioner ind på de danske arbejderes bevidsthed. Det skal stå lysende klart, at det er fagbevægelsen, som sætter kursen på det danske arbejdsmarked. Vi skal ikke længere bare holde gryden i kog, det skal være os, som putter ingredienserne i.

Derfor skal fagbevægelsen og LO turde tænke stort og visionært for det danske arbejdsmarked. Ikke kun i forhandlingslokalet eller på formandskontorene, men også i pressen og på arbejdspladserne.

Det behøves ikke være store forkromede 22-punktsplaner eller 100-siders visionspapirer. For selvom LO har prøvet at sætte dagordenen er det fælles for disse forsøg, at de aldrig er nået ud til den almindelige arbejder.

Mit bud er, at LO ikke formår at være nærværende med fagbevægelsens politiske visioner, men jeg tror samtidig, at LO ikke tør tænke store tanker. Men man må bare huske på, om man var enig eller ej, så var ingen i tvivl om, at LO i 70’erne stod for økonomisk demokrati. Man vidste, hvor fagbevægelsen stod, og det skal vi nu sikre med arbejdsmarkedet anno 2015.

Vi skal ikke kun forsvare det bestående arbejdsmarked, men udvikle det. Vi skal ikke vente på, at vi bliver udfordret, vi skal udfordre.

F.eks. kunne vi tage styring over følgende:

• Erhvervsuddannelserne skal altid have størst mulig faglighed og tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor skal de ikke kun drives i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. De skal drives og ejes af enten fagbevægelsen alene eller arbejdsmarkedets parter i fælleskab.

• Dagpengesystemet er et sikkerhedsnet både for arbejdsgiverne og arbejderne. Derfor skal det ikke overlades til politiske studehandler, men skal drives på lige vilkår med overenskomsterne af arbejdsmarkedets parter.

At LO og den samlede fagbevægelse har visioner for det danske arbejdsmarked, er endnu en forskel på fagforeningerne og dem, der forsøger at kopiere fagforeningerne.