I disse dage vælter pressen sig i nyheder om nyudklækkede studenter. I deres ekstase flyver det rundt med historier om de tusinder af unge mennesker, som helt fortjent får studenterhue på, som bevis på afsluttet studentereksamen.

Der er behov for et opgør med uddannelsessnobberiet - både blandt politikere, journalister, unge og forældre.

Journalisterne, som skriver historierne, har alle selv gået på gymnasiet, og husker derfor de glade dage med studentergilder, vognkørsel og translokation. Jeg skal på ingen måde nedgøre studenterne. Tværtimod så under jeg dem dagene med fest og farver, inden de drager videre på deres uddannelsesrejse. 

Til gengæld kan pressens ekstase godt virke som ananas i egen juice. For alle disse historier står i skærende kontrast til de manglende historier om alle de mange dygtige frisører, sosu’er og håndværkere, som hvert år får et svendebrev i hånden som bevis på deres tre et halvt års knoklen.

Uddannelsessnobberiet når usete højder med studenterhistorierne. Jeg tror egentlig ikke, at vores samfund og pressen bevidst undlader at fremhæve de personer, som får en erhvervsfaglige uddannelser. Jeg tror desværre, at det står så slemt til, at ingen rigtig tænker over dem. På den måde adskiller pressen sig ikke fra politikerne.

Snobberiet handler ikke alene om den kultursygdom, som har bredt sig i samfundet, hvor man enten er unormal eller måske smådum, hvis man vælger at gå mod strømmen og fravælger de gymnasiale uddannelser. Snobberiet har desværre også udviklet sig til manglende selvtillid blandt folk med en erhvervsfaglig uddannelse.

Faktisk viser en undersøgelse, at forældre stadig opfordrer deres børn til det såkaldte sikre valg: at gå på gymnasiet. Et valg, som for 20 procent ender med, at de enten ikke får en uddannelse eller tager en faglært uddannelse efterfølgende.

Jeg glemmer aldrig en kollega, som ikke kunne forstå, hvorfor jeg havde skiftet universitetet ud med tømrerfaget. Da vi stod på en lift og monterede hatteprofiler op, kunne han ikke holde sig fra at sige: ”Om jeg begriber dig, Peter. Nu har du valgt fremtiden fra. I stedet uddanner du dig til at blive nedslidt og behandlet som skidt.”

Der er behov for et opgør med den mentalitet. Både blandt politikere, journalister, unge, forældre, men ikke mindst os selv. Opgøret starter ikke ved, at vi nedgør hinanden, opgøret starter med stolthed! Vi skal blære os over vores kunnen. Vi skal ikke bukke hovederne og tage os til takke med at blive glemt. For hver dårlig historie om arbejdsmiljø og social dumping skal vi også fortælle en god historie.

Når sønnike eller datter bliver udlært, så ring til lokalsprøjten, blær jer på facebook eller bare sørg for at snakke løs om det på arbejdspladsen. Når sjakket sikrer sig et godt akkordoverskud, så blær jer ikke kun over overskuddet, men over hvordan I nåede det. Når vi sidder om spisebordet, så skal vi gøre det naturligt at snakke om vores arbejde. For kun igennem faglig stolthed sikrer vi respekten om vores arbejde og uddannelse.