For tiden samler fagforeningerne på skræmmehistorier om offentlige opgaver, som bliver sendt i udbud og i sidste ende ender med serviceforringelser og massefyringer.

Vi skal stille overenskomstkrav til de udførende virksomheder, allerede inden de deltager i en udbudsrunde.

Grunden til dette er, at udlicitering er blevet vor tids guldfeber blandt politikerne.

Men at offentlige opgaver bliver udført af private er ikke nyt. Tværtimod startede hele Danmarks jernbanenet som private virksomheder. Det samme gælder vores ambulance- og brandvæsen.

Falcks historie har indtil for nylig været en flot historie om en privat virksomhed, som udfører opgaver for det offentlige. Overenskomsterne er fornuftige, og vi har sikret stabil udvikling og medindflydelse til de ansatte. Bevares intet er blevet os foræret.

Problemet i dag er derfor ikke, at private udfører offentlige opgaver. Problemet er, at der er blevet sat lighedstegn mellem offentligt udbud og besparelser. Udlicitering går som udgangspunkt ikke ud på at spare penge, men handler blot om at opgaven bliver udført af en underentreprenør. Derfor er der ingen garanti for at spare penge.

Omvendt skal man huske, at der heller ikke er nogen garanti for at hjemtagelse af en arbejdsopgave vil sikre de ansatte bedre arbejdsforhold, alene fordi arbejdspladserne bliver underlagt folkestyret.

Men vi har været rigtig gode til at fordømme udliciteringen, og knap så gode til at være på forkant med kravene til udliciteringen. Vi har sikret os i en periode ved virksomhedsoverdragelse, men det kan godt føles som en stakket frist, når opgaven i sig selv bliver skrumpet ved licitationsmaterialet.

Er det netop her, vi har grebet det forkert an? Har vores fokus ligget for meget på at fordømme udliciteringen i stedet for at omfavne den?

F.eks. har vi i Fredensborg Kommune først reageret efter, at licitationen har fundet sted. Politikerne har afskaffet fem ud af otte timers rengøring i en daginstitution som følge af den seneste udlicitering, og bagefter, når historien kommer i pressen, slår politikerne sig i tøjret.

Hvordan sikrer vi samfundet – og vores kolleger – mod dette? Jeg ser de seneste udbudsmaterialer for metroen til Nordhavnen og Sydhavnen som fremragende eksempler på, hvordan vi skal tage kampen op mod serviceforringelser og masseafskedigelser. Selvom det er blevet til af bitter erfaring fra Cityringen, er de værd at bemærke.

For det første skal vi være på forkant med licitationerne.

For det andet skal vi lægge et massivt pres på byrådene med krav til kvaliteten af arbejdsopgaverne ved udbuddene, allerede inden udbudsmaterialet udarbejdes.

For det tredje skal vi stille overenskomstkrav til de udførende virksomheder, allerede inden de deltager i en udbudsrunde.

Intet udbud skal være for lille til at blive gået efter i sømmene.