Jeg sidder i skrivende stund og ringer rundt til vores medlemmer for at huske dem på, at de skal stemme om overenskomstforliget.

Ind i mellem får man nogle historier fra de folk, man får fat i. En af dem var en buschauffør. Lad os kalde ham Preben.

Flere busselskaber gør regnearket til målestok for både de enkelte chauffører og for beregning af pris på licitation.

Preben fortalte mig, hvor glad han var for at udføre sit arbejde, og hvor stolt han var over at være buschauffør. For som han sagde: "Det er sgu ikke alle, der kan få en bus gennem myldretidstrafikken, som jeg kan".

Jeg kender selv den faglige stolthed som tømrer, og bliver altid enormt begejstret, når andre udviser stolthed over deres fag.

Men her stoppede Prebens begejstring også. For hver evig eneste dag bliver Preben og hans kolleger målt helt ned til, hvor meget de trykker på speederen, og hvor kraftigt de drejer på rattet.

Smarte regnedrenge har gjort til en sport at plotte alt data fra chaufførernes ture ind i regneark og så bedømme, styre og kontrollere chaufførerne på baggrund af dette.

Det svarer til, at tømrermesteren registrerede svendenes strømforbrug på batterimaskinen eller dagsforbrug af skruer, eller at universitetet kontrollerede den specialestuderendes brug af kopiark.

Busselskabernes ledelse forsøger hermed at fratage chaufførerne deres faglighed.

For disse regneark er fuld af usikkerheder, da de ikke bygger på chaufførernes erfaringer.  To ture er ikke ens på samme rute, og derfor er man afhængig af chaufførens viden for at kunne lave en realistisk analyse af ruten. For eksempel kan busstoppestederne på den samme rute ligge på vej op ad bakke den ene vej og modsat den anden, eller der kan være flere med bussen om morgenen end aftenen. Således bruger den ene chauffør mere brændstof end den anden. Det gør ikke den ene chauffør bedre end den anden.

Desværre gør flere busselskaber regnearket til målestok for både de enkelte chauffører, men også for beregning af pris på licitation. Taberne vil altid være dem, som udfører arbejdet. For lever en chauffør ikke op til regnearkets kriterier, kan det i sidste ende koste arbejdet.

Endnu engang sidder der smarte regnedrenge og jonglerer med folks arbejde.

Prebens historie har naget mig i hovedet i mange dage nu. For Preben og hans kolleger er ikke de eneste, som udsættes for dette regnearkstyranni. På byggepladserne foregår det i virkelighedsfjerne tidsplaner, på plejehjemmet i bunker af administrativt arbejde og indenfor rengøringsbranchen i arbejdstempo.

Jeg er med på, at vi med registrering af vores arbejde kan optimere arbejdsprocessen, men så længe man ikke involverer det hoved fra den krop, hvor hænderne sidder på, så arbejder virksomhedernes ledelse ud fra teorier, der ikke spiller sammen med virkeligheden. Alt sammen med os, der udfører arbejdet, som tabere.

Vi skal med vores erfaring fra de forskellige fag kræve, at virksomhedsledelserne begynder at bruge vores erfaring som grundlag for deres beslutninger og ikke virkelighedsfjerne regneark.