Under og især efter de seneste overenskomstforhandlinger på det private område var der en del debat af måden, vi forhandler på.

Debatten om sammenkædningsregler, CO-Industri og følelsen af at være blevet "kørt over" har fyldt meget, og debat og engagement skal der altid være plads til, men lige nu er det ikke det vigtigste. 

Vanen tro fremstiller arbejdsgiverne den økonomiske situation som om, vi nærmest er afgrunden nær. 

For det første har debatten ikke afsløret noget reelt alternativ til måden, vi forhandler på. Sammenkædning er stadigvæk den eneste måde at sikre forholdene i eksempelvis restaurationsbranchen, indenfor rengøring, detailhandel og andre servicefag. Og at vi som samlet bevægelse søger et retningsskabende gennembrudsforlig på det område, hvor værdiskabelsen er størst, nemlig i industrien, er stadigvæk sund fornuft.

Men hvad vigtigere er for os alle lige nu på tærsklen til nye overenskomstforhandlinger, så er vi alle afhængige af sammenhold og opbakning. Sammenhold på tværs af fag og fagforeninger og opbakning til forhandlerne og de overenskomstkrav, som demokratiske processer i fagforeningerne har skabt.

Arbejdsgivernes ritual

Og denne gang er der meget på spil, selv om optakten nærmest følger et rituelt mønster. Arbejdsgiverne har især udviklet en helt særlig disciplin, hvor de med stor præcision og iver starter den vanlige fremstilling af den økonomiske situation som om, vi nærmest er afgrunden nær. Man må på arbejdsgiverne forstå, at der heller ikke denne gang er penge til lønstigninger i nævneværdigt omfang. Selv om vi står på toppen af en højkonjunktur, selv om virksomhederne har tjent rekordmange penge, selv om direktionernes løn har skudt i vejret, så forsøger man alligevel den samme sang, dog med en lille variation. For mens ansigterne bliver lagt i alvorstunge folder, og talen falder på en "forventet afmatning" og "mådehold" som sædvanlig, så kører der også en dagsorden, hvor virksomhederne hævder at mangle medarbejdere – hvorfor arbejdsgiverne ønsker sig øget adgang til udenlandsk arbejdskraft og senere pension for lønmodtagere. De hundrede tusinder af ledige danskere og millioner af ledige europæere er ikke nok, må man forstå på arbejdsgiverne.

Arbejdsgivernes hensigt

Men begge dele kan ikke være rigtigt. Hvis arbejdskraften er så efterspurgt, kan økonomien ikke være så dårlig som beskrevet, hvilket burde vise sig i særligt høje decentrale lønstigninger i den forgangne overenskomstperiode, hvis man skal tro på princippet om udbud og efterspørgsel. Så når arbejdsgiverne ønsker sig et større udbud af arbejdskraft, er det så fordi de reelt mangler arbejdskraften, eller fordi de mangler et værn mod lønstigninger, eller er det en kombination?

Der er penge nok

Siden finanskrisen er virksomhedernes overskud tredoblet, alene stigningen i virksomhedernes overskud de seneste år kunne betale for en Storebæltsbro.

Og i nogle sammenhænge har virksomhederne skam været rundhåndet. Udbytterne til aktionærerne er firedoblet siden finanskrisen, lønnen til topledelserne er steget mere end dobbelt så hurtigt som almindelige lønninger, og man har udover lønnen set en række bonusaftaler med astronomiske summer, der er en hån mod alle almindelige lønmodtagere.

Derfor er der råd til en god overenskomst i 2020. En overenskomst, hvor vi i HK Privat har fokus på, at vores medlemmer får deres rimelige andel af kagen, hvor en større selvbestemmelse i arbejdslivet og bedre kontrol med arbejdstiden sikres, og hvor vi også har fokus på at udbrede overenskomsterne til flere.

Sammenhold kan skabe et godt resultat

Alt det kan vi ikke opnå alene. Vi har, ligesom alle andre i fagbevægelsen, brug for sammenholdet og opbakningen.

Derfor er tiden nu og frem til et kommende overenskomstresultat ikke til intern kritik, mudderkastning og uro på bagsmækken. For vi er alle, hvad enten vi vil det eller ej, afhængige af at vores forhandlere (særligt fra CO-Industri) kommer ud med et godt resultat, og det kan de kun komme med sammenhold og fuld opbakning til dem. Så lad os bruge tiden lige nu sammen til at vise netop det!