Når vi i fagbevægelsen skal skrive vores egen historie, så er det en historie om store kampe for løn og rettigheder. Kampe hvor titusindvis, ja nogle gange hundredtusindvis, gik på gader og stræder for at kæmpe for forbedringer. Når vi så skal forklare, hvorfor det ikke helt er sådan længere, er det nærliggende at kigge på os selv. Er vi aktivistiske nok, eller har vi institutionaliseret kampen for løn- og arbejdsvilkår i en grad, der levner meget lidt rum for engagement blandt medlemmerne?

Politikerne har udhulet trygheden på dramatisk vis, og næsten ingen politikere taler for at genskabe den.

Det svar, tror jeg, giver sig selv. Og det har flere, og sikkert klogere debattører end jeg, allerede skrevet en del om.

Men en måske lidt overset faktor i de senere år, som blokerer for både de små og de store kampe, er den utryghed, der med lammende kraft rammer medlemmer, når de er bange for at miste deres job. De medlemmer går ikke på gaden, de insisterer ikke på en lønforhandling, og de kræver ikke deres ret, når arbejdsgiveren strammer skruen.

Kun fleksibilitet tilbage

Men hvorfor i alverden skulle lønmodtagere være bange netop nu, når der nu er så høj beskæftigelse? Se, det er der en rigtig god forklaring på.

For ikke mange år siden kunne man ikke tale om den danske model uden at nævne ordet ”flexi-curity” – denne engelske sammentrækning af fleksibilitet og tryghed/sikkerhed. Imidlertid er der efterhånden næsten kun fleksibiliteten tilbage.

Arbejdsgiverne kan stadig afskedige medarbejdere billigere end i noget andet land, vi normalt ville sammenligne os med, men trygheden er gået fløjten, og den aktive arbejdsmarkedspolitik handler efterhånden alene om at kontrollere og jagte de ledige.

Forringede dagpengeregler

I de senere år har vi således set en halvering af dagpengeperioden, en fordobling af optjeningsperioden og en mindre og mindre dagpengesats i forhold til lønningerne, og hvad værre er, (som om det ikke er slemt nok): For at legitimere alle nedskæringerne over for de ledige har politikere, meningsdannere og medier med stor ivrighed portrætteret ledige som dovne og nærmest uinteresserede i beskæftigelse.

Medlemmernes mareridt

Som en fagforening med daglig kontakt til virkeligheden ved vi, at det er så langt fra sandheden, som det er muligt at komme. De medlemmer, der rammes af ledighed, oplever det som noget af et mareridt, hvor man både skal slås med økonomisk usikkerhed, identitet og mistænkeliggørelse. Det ser vi både, når enkelte medlemmer bliver opsagt og i det meget store antal massefyringer inden for flere brancher, som vi desværre stadig oplever i vores fagforening.

Derfor har vi haft et stigende fokus på, hvordan vi så kan kompensere for systemfejlene og gøre det bedst mulige for vores ledige medlemmer. Således har vi i de senere år arbejdet på at blive bedre til at ruste opsagte medlemmer til jobsøgning, ligesom vi også har en jobbørs, hvor vi formidler jobs til ledige medlemmer i et samarbejde med virksomheder, der efterspørger arbejdskraft.

Lønforsikring – en form for tryghed

Det seneste tiltag fra vores side er, at vi per 1. september har en lønforsikring som del af det faglige medlemskab. Endda en rigtig billig lønforsikring. Faktisk er pakken af lønforsikring, A-kasse og fagforening for et gennemsnitligt medlem af vores fagforening billigere, end hvad selv de gule fagforretninger kan tilbyde.

Når vi nu er nået til, at vi indfører en lønforsikring, så skal det ses som et forsøg på at skabe mere tryghed for vores medlemmer – en tryghed, som politikerne har udhulet på dramatisk vis, og som næsten ingen politikere taler for at genskabe.

Kampen for tryghed fortsætter

I den sammenhæng er lønforsikringen kun en del af løsningen. For den ændrer selvsagt ikke på længden af dagpengeperioden, den skaber ikke nye jobmuligheder, den giver ikke bedre behandling og omtale af ledige, og den giver ikke nye uddannelsestilbud, når man mangler et kompetenceløft for at komme videre i sit arbejdsliv.

Alt det skylder vi som fagforening at kæmpe videre for.