Ansvarlig overenskomst - over for hvem?
Blogs
Ansvarlig overenskomst - over for hvem?
Når CO-industri lukker overenskomstaftaler, der gør det helt umuligt at løse problemer på andre områder, er det sabotage af den danske model – og overhovedet ikke ansvarligt.
Det største modeord i forbindelse med afslutningerne af de senere års overenskomster er ansvarlighed – med ansigterne i andægtige folder har forhandlere fra begge sider gang på gang bedyret, at denne gang har vi rigtignok været ekstra ansvarlige. Men med en række lunkne forhandlingsresultater i finanskrisens skygge i tankerne, hvor arbejdsgiverne er sluppet overordentligt billigt, er det måske på tide at (gen-) overveje, hvad det vil sige at være ansvarlig.
Det private område kan - som det offentlige - også stille krav, der skal være opfyldt, før vi lukker den mest centrale forhandling.
Når vi i fagbevægelsen i løftet stemning afholder skåltaler til overenskomsternes ære, skorter det ikke på superlativer. Der er nærmest ikke det, den danske model ikke kan løfte. Jeg skal da også være den første til at give overenskomsterne og forhandlingsmodellen den altovervejende kredit for en række afgørende milepæle i fagbevægelsens historie, men det er som om, man i de senere år slet ikke kan løfte indlysende problemer, forskellige medlemsgrupper støder på – på det private område.
Det offentlige viste vejen
For hvor vores offentlige kolleger i 2018 fin stil viste, hvordan man på tværs af fag og organisationer kan føre en fælles kamp for også enkeltgruppers interesser, så halter det gevaldigt under overenskomstforhandlingerne for privatansatte.
En af de største brister på det private arbejdsmarked er fraværet af reelle værktøjer mod social dumping. Byggefag, transportbranche og mange andre områder har skreget på handling eksempelvis i form af kædeansvar.
Toppen af fagbevægelsen, arm i arm med arbejdsgiverne, indskærpede for få år siden over for folketingspolitikere, at man var modstander af lovgivning om kædeansvar, og at det var en opgave for arbejdsmarkedets parter og forhandlere.
Fair nok, for det er netop sådan den danske model fungerer – aftaler i stedet for lovgivning. Men når nu byggefagene i årevis har bragt kædeansvar til forhandlingsbordet på deres områder, hvorfor er der så næsten intet sket?
Med magt følger ansvar
Forklaringen er egentlig skræmmende simpel. DI dikterer forhandlingerne og forhandlingsforløbet på alle områder under DA – og ingen får noget, der ikke er en del af det helt centrale industriforlig. Vi kan naturligvis ikke ensidigt ændre på DI’s tilgang til forhandlingerne, men vi behøver ikke at være et logrende halehæng. Vi kan også stille krav, der skal være opfyldt, før vi lukker den mest centrale forhandling.
Vores topforhandlere i CO-industri har en unik magt til at forhandle et resultat, der lægger rammerne for millioner af lønmodtageres overenskomster, og med det følger et tilsvarende stort ansvar for helheden.
Derfor må vi i CO-industri også kræve af vores forhandlere, at de også slås for andre gruppers ret til fair og reelle forhandlinger. De skal simpelthen ikke lukke en aftale, der gør det helt umuligt at løse problemer på andre områder. For det er sabotage af den danske model – og overhovedet ikke ansvarligt.