Igennem årtier har danske fagforeninger på samme tid kæmpet med medlemstilbagegang og samtidig oplevet det sværere at løfte den helt grundlæggende opgave - at skabe bedre forhold for medlemmerne.

Når vi opfører os som en tydelig og samlet fagbevægelse, så får vi både indflydelse og medlemmer.

En myriade af problemer har fået skylden for vores udfordringer med både medlemstallet og indflydelsen.

En række af politiske reformer har eroderet en del af sammenhængskraften i den højt besungne danske model. Med en udvidelse af "arbejdsudbuddet" som erklæret mål har politikere kastet sig over arbejdsløse, syge og nedslidte. Hver for sig har vi i fagbevægelsen i det store hele accepteret retningen, men samlet set er det den tænkning, der i dag gør det sværere end nogensinde at hjælpe medlemmer med ondt i arbejdslivet, har fjernet muligheder for de nedslidte, og som har slået bunden ud af dagpengesystemet. Alt sammen ændringer der får medlemmer til spørge: "Hvad har min fagforening gjort for mig?"

Andet end pris til forskel

I de sidste årtier har vi også oplevet, at gule "fagforeninger" tilbyder "samme faglige tryghed, bare meget billigere". Selv om alle os frelste med en TR-grunduddannelse (langt?) bag os godt ved, at der naturligvis er en verden til forskel på forretninger som Krifa, Det Faglige Hus, Danmarks Frie Fagforening m.fl. og så rigtige fagforeninger som HK, Dansk Metal, BUPL og resten af fagbevægelsen, så opleves den forskel ikke større af mange helt almindelige lønmodtagere, end at den i hvert fald ikke er prisforskellen værd. Og i det daglige kæmper mange af os med at tage den diskussion, når vi møder en kollega, der ikke helt forstår den forskel. Men det er i høj grad kampe, vi tager hver for sig, og ikke en vi tager sammen.

Krisebevidste medlemmer

Vi kæmper i disse år også med efterdønningerne af finanskrisen. Medlemmernes krisebevidsthed, selv i en tid med stigende beskæftigelse og milliardoverskud i virksomhederne, er stadigvæk intakt. Få har modet til at stille krav til deres arbejdsgivere, og mange ønsker ikke, at vi som fagforening eller arbejdspladsklub gør det på deres vegne. Det at miste sit job, at være arbejdsløs, er både blevet dæmoniseret i den offentlige debat og langt mere utrygt, så flere foretrækker at dukke nakken, og præmissen om, at konkurrenceevne kun handler om vores løn, er købt.

Lys i mørket

Men der er lys i mørket. For hvad sker der, når vi ikke anerkender arbejdsgiveres, politikeres og eksperters præmisser, når vi synligt står sammen om vores krav, og når vi engagerer og involverer vores medlemmer i vores kampe?

Meget af det gav OK18 os svar på. Når vi opfører os som en tydelig og samlet fagbevægelse, så får vi både indflydelsen og medlemmerne. Derfor er tiden ikke til lappeløsninger og "kampe fra hus til hus", men derimod også til at tænke i den store fortælling - fortællingen om fagbevægelsen som en forandrende kraft i samfundet, der kæmper for frihed, lighed og solidaritet.