30 Nov 2024  

KBH: Let skyet, 10 °C

Danmark svigter de svage ældre

Blogs

Peter Kay Mortensen
Formand for Faglige Seniorer Nordsjælland
Formand for Faglige Seniores kommunalpolitiske landsudvalg. Tidligere formand for LO Hovedstaden. Forhenværende regionsrådsmedlem for Socialdemokraterne.
Blogindlæg af Peter Kay Mortensen

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Torsdag, 03. september, 2020, 09:40:13

Danmark svigter de svage ældre

Ældreplejen har de sidste 10-15 år været udsat for helt urimelige besparelser. Det ser vi nu konsekvenserne af. Der er brug for handling nu.

Afsløringen af forholdene på plejehjem i både Aarhus og Randers, hvor man kunne opleve behandlingen af Else og Svend gennem skjulte tv-optagelser, har sat en ældrepolitisk dagsorden.

Det er generelt det politiske system og de politiske beslutninger, der har svigtet på alle niveauer.

Plejen generelt har gennem de seneste 10 -15 år været udsat for helt urimelige besparelser. Det handler både om hjemmeplejen samt plejen på kommunale og private plejecentre, og nu ser vi resultatet heraf.

Det kan godt være, at der ikke er kommet færre midler til området, men der er kommet flere ældre, som er mere plejekrævende end tidligere.

Mere plejekrævende ældre

De ældre bliver ældre, og der bliver flere og flere med et svagt helbred, som gør, at de ikke kan klare sig selv.

Besparelserne må stoppe nu, og det skal sikres, at der tilføres midler i takt med, at antallet af ældre stiger.

Andelen af ældre med demens stiger kraftigt i samtlige kommuner landet over. Det stiller i den grad ledere og personale over for nye og store udfordringer. Derfor er det ikke rimeligt alene at skyde skylden på ledelse og personale på landets plejehjem og plejecentre for det, vi oplever af plejesvigt.

Efter min opfattelse skal man se et helt andet sted hen. Det er generelt det politiske system og de politiske beslutninger, der har svigtet på alle niveauer.

Det virker som om, der ikke er kontakt fra den kommunale ledelse og ud til ledelse på de enkelte plejehjem eller plejecentre.

De overordnede rammer for hele plejeområdet fastlægges gennem lovgivning på Christiansborg og aftaler mellem regeringen og Kommunernes Landsforening (KL). Den lov, der styrer og regulerer hele socialområdet, herunder pleje og omsorg af ældre medborgere, er serviceloven.

Serviceloftet er et problem

Den nærmere økonomiske ramme fastlægges gennem centrale aftaler mellem kommunerne og regeringen. Det store problem for kommunerne med at levere den nødvendige service, som de er forpligtet til gennem serviceloven, er, at der gennem aftalerne mellem KL og regeringen er fastlagt et serviceloft.

Det har gennem de senere år betydet, at kommunerne under et, af frygt for at blive straffet for at overskride serviceloftet, ikke har brugt de midler, der var til rådighed.

Der er behov for at få undersøgt, om systemet er hensigtsmæssigt, og få fjernet de bureaukratiske regler, der hindrer kommuner i at tilrettelægge en ordentlig service, herunder pleje og omsorg over for de ældre.

Kommunalpolitikere skal på banen

Samtidig vil det være en god idé, hvis kommunalpolitikerne også begyndte at interessere sig for, hvad der sker på plejeområdet i deres kommune. Det virker som om, at kommunalpolitikerne har overladt det til den kommunale administration med deres chefer og centerchefer at styre området.

Derfor oplever vi situationer, hvor det kommer bag på de lokale politikere, når der opstår problemer på ældreområdet både i hjemmeplejen og på plejecentre.

Behov for demokratisering

Vi trænger også til at få en debat om en større demokratisering af institutionerne indenfor plejeområdet. De nuværende bestyrelser/beboer- og pårørenderåd har vist sig ikke at fungere optimalt, hvis de overhovedet er tilstede.

Spørgsmålet er, om de lokale senior- og ældreråd bør have et større ansvar og indflydelse på den service, der tilbydes de ældre. En hørings- og udtaleret er åbenbart ikke tilstrækkelig.

Vi ser nu frem til, at det ældrepolitiske topmøde den 30/9-1/10 vil sætte en ny og bedre retning på ældreområdet, så vi fremover kan undgå svigt og få en forbedret pleje og omsorg for de ældre.