Når man følger udviklingen af vores samfund, er der grund til bekymring. Vil folkepensionen blive bevaret eller forsvinde, og vil pleje og omsorg udvikle sig til ny Ubertjeneste? 

Der skal være en folkepension, man kan leve af.

Arbejdsmarkedspensionerne er ved at nå et niveau, så det sammen med ATP, og lønmodtagernes selvstændige indbetalinger til rate- og livspension, er begyndt at udgøre en reel trussel mod vores folkepension.

I den liberale kamp der foregår politisk for at sikre indkomstfordelingen til fordel for middelklassen, er folkepensionen kommet i søgelyset.

De borgere, der alene lever af folkepension, har det svært. Det er jo derfor, at man politisk har besluttet at etablere en ældrecheck, som i 2017 kan blive op til 16.600 skattepligtige kroner. 

Pres på folkepensionen

Den demografiske udvikling viser, at vi bliver flere ældre, og så stiger statens udgifter til folkepension. Det er derfor, borgerlige politikere arbejder på at løfte pensionsalderen.

Der er i dag ikke flertal i Folketinget for at øge pensionsalderen yderligere, og så øges presset på ydelsesniveauerne i folkepensionen og i tillægget.

Det kunne for eksempel være, at man vil øge formuegrænsen for at få tillæg, en grænse der i dag er 84.600 kroner. Det kunne også være en yderligere nedsættelse af folkepensionens grundbeløb. Grundbeløbet blev med skattereformen fra 2012 forringet frem mod 2023. 

Folkepensionen er en grundpille i vores kernevelfærd, og derfor bør man drøfte, hvordan man sikrer en bevarelse af folkepensionen, for de borgere, der ikke har andet, og man skal kunne leve af den. Det betyder, at pensionen skal stige og ikke falde. 

Der har igennem de senere år været et stort ønske fra kommunerne om at kunne yde tilkøbsydelser til de visiterede ældre. Ønsket er ikke så meget begrundet i at kunne give en højere kvalitet i ældreplejen, men i et ønske om at blive sidestillet med de private aktører på plejeområdet.

Mere brugerbetaling?

Flere kommuner får nu mulighed for at tilbyde tilkøbsydelser som ekstra rengøring, hjælp til have, vinduespudsning med mere til de ældre, der er visiteret til pleje.

Hvad vil den udvikling betyde for den kommunale kernevelfærdsopgave i fremtiden? Vil vi få mere brugerbetaling på pleje og omsorgsområdet? Og vil det få den effekt, at de ældre borgere, som ikke har råd til at købe tillægsydelser, vil få en væsentlig lavere kvalitet i den kommunale pleje? 

Det er ikke til at forudsige, hvordan det vil udvikle sig, men der vil opstå pres, fordi den middelklasse, der betaler for tilkøb og som selv har sparet op til pension, vil presse det politiske system for at opnå skattelettelser, så deres opsparing får større værdi.

Det vil ramme de svageste, især dem, der ikke har haft mulighed for at spare op, og dem, der er afhængig af hjælp fra det offentlige. Der er brug for politisk handling, der sikrer kernevelfærden for dem, som har behov herfor.

Der skal være en folkepension, man kan leve af, samt pleje og omsorg med en ordentlig kvalitet. De ældre må stille krav til politikerne om at sikre et samfund, hvor kerneydelserne bevares.