af Danny Dehghani, Victoria Xenia Riis og Esther Løffler

I disse dage diskuteres den nuværende retshjælpsordning på livet løs. Det skyldes, at Advokatrådet og Danske Advokater 9. januar 2017 har udsendt en rapport om retshjælp til Justitsministeriet.

Rapporten konkluderer i hovedtræk, at den nuværende retshjælpsordning er så snørklet sat sammen, at ordningen slet ikke udnyttes af de borgere, som kunne få gavn af den.

Vi støder jævnligt på udfordringer, der forhindrer os i at yde rådgivning til borgere, der er kommet til os som en "sidste mulighed".

I rapporten har man valgt alene at fokusere på advokatvagter og offentlig retshjælp ved advokat. Retshjælpskontorer, såsom Retshjælpen Rusk, bliver derfor ikke behandlet i rapporten, og det er en skam. I retshjælpskontorerne oplever vi nemlig rig aktivitet, og i 2015 alene gav vi rådgivning i 783 sager, og vi støder derfor jævnligt på udfordringer, der forhindrer os i at yde rådgivning til borgere, der er kommet til os som en "sidste mulighed".

Et eksempel på dette er den regel i retsplejeloven, der gør, at retshjælpe ikke får støtte til at yde rådgivning til borgere i en verserende sag med en offentlig forvaltningsmyndighed, men kun til at klage over en afgørelse fra en offentlig forvaltningsmyndighed. En rådsøgende borger kan derfor først få rådgivning og hjælp til at klage, efter forvaltningsmyndigheden har truffet en afgørelse. Ved sagens start må borgeren nøjes med den hjælp, de kan få af myndigheden selv, når de eksempelvis skal søge om en social ydelse, førtidspension eller familiesammenføring.

Hvor meget tid kunne man spare både borgeren og myndighederne, hvis borgeren fra starten kunne have fået en grundig vejledning om det givne sagsforløb og dets faldgruber?

Et andet eksempel på sager, hvor retshjælpe ikke får støtte, er straffesager, hvor borgeren er sigtet i sagen. Ofte kan den sigtede få beskikket en forsvarer, men hvis der er tale om en bødesag, har den sigtede som udgangspunkt ikke adgang til en forsvarer. Når vedkommende oveni købet heller ikke har adgang til retshjælp, er det op til borgeren selv at tilrettelægge sit forsvar, i et system der ofte er ukendt territorium for vedkommende.

Særligt for socialt udsatte personer og unge vil man ofte opleve, at disse mister modet til at føre deres egen sag, når vedkommende står alene med det. Det er selvfølgelig stærkt betænkeligt ud fra et retssikkerhedsmæssigt synspunkt, og skaber et uhensigtsmæssigt tomrum i straffesystemet.

Dette er blot nogle få eksempler på, hvor ordningen efter vores opfattelse trænger til et løft, og steder hvor borgernes retsikkerhed kunne forbedres markant. I vores forrige blogindlæg kan man læse mere om, hvordan Retshjælpen Rusk prøver at forbedre retssikkerheden for borgere, som er sigtet i bødesager.

Det er vores håb, at retshjælpsordningen ved retshjælpkontorer inden for nærmeste fremtid også tages til revision, således at retshjælpe i fremtiden modtager støtte og forpligtes til at hjælpe borgere i de mange forskelligartede problemstillinger, de møder i deres daglige arbejde.