Det vakte ramaskrig i sidste uge, da det blev afsløret, at EU-kommissionens tidligere formand José Manuel Barroso modtager 50.000 kroner om måneden i EU-pension, selvom han får en millionløn for sin topstilling hos Goldman Sachs. Men i virkeligheden burde det ikke give anledning til overraskelse. Det handler jo om EU.

Barroso-sagen sætter også en tyk streg under, hvem EU egentlig er til for. 

Bølgerne står højt om portugisiske José Manuel Barroso for tiden. Først kom han i modvind for sit kontroversielle karrierevalg, da han i juli tiltrådte en topstilling i den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, som spillede en stor rolle i finanskrisen i 2008.

Og i sidste uge blæste der nærmest orkan omkring ham, da det kom frem, at han hæver en såkaldt tidlig pension fra EU, selvom han modtager en millionhyre.  

Barroso slagtede selv pensioner

Pudsigt nok var Barroso formand for EU-kommissionen, da EU skærpede sin nedskærings- og lånepolitik. Og netop Goldman Sachs tjente formuer på denne politik, blandt andet på Grækenlands gældskrise.

EU’s nedskæringspolitik medførte, at millioner at grækere, spaniere, portugisere og andre europæere kunne se magtesløse til, mens deres pensioner og andre sociale ydelser blev slagtet.

Derfor virker det dobbelt så grotesk, at manden, der svang sparekniven og påførte millioner af europæere helt unødige lidelser af rent ideologiske årsager, nu får 600.000 om året i ”tidlig pension”, mens med at han er ansat hos Goldman Sachs.

Samtidig undrer det EU-toppen, at de helt almindelige europæere er ved at få nok af EU-elitens magtarrogance. Sagen med Barroso er dog så grel, at selv EU-kommissionens nuværende formand Jean-Claude Juncker har følt sig nødsaget til at tage afstand fra Barroso.  

Ingen overraskelse

I virkeligheden er det mest overraskende i hele Barroso-sagen næsten, at folk stadig kan blive forbløffede over, at den slags foregår i EU. Barroso har ikke brudt nogle regler. Han har blot benyttet sig af systemet. Og det udstiller jo, hvor helt igennem langt ude EU er som institution.

Barroso-sagen sætter også en tyk streg under, hvem EU egentlig er til for. EU-eliten har nogle utroligt gunstige kontraktvilkår, som kun de færreste europæere kan drømme om at komme i nærheden af.

Samtidig er skodderne mellem EU-toppen på den ene side og det private erhvervsliv på den anden side åbenlyst pivende utætte. På den baggrund er denne type sager medvirkende til at skabe endnu mere mistro til EU samt forstærke politikerleden i Europa.

Barroso er langt fra den eneste

Sagen om Barroso tvivlsomme involvering som superlobbyist for Goldman Sachs er langt fra enestående, for svingdøren mellem kommissionen og det private erhvervsliv snurrer lystigt rundt.

EU-kommissærerne er eftertragtede i det private erhvervsliv, fordi de kender EU-systemet indefra tilbunds. De ved præcis, hvilke knapper en lobbyist skal trykke på for at få maksimal indflydelse på lovgivningsprocessen. Og den slags viden er guld værd for erhvervslivet.

Tilbundsgående ændringer

Som sagt er problemet, at EU systemet er skruet fuldkommen forkert sammen og kun er beregnet på at tjene bestemte interesser. Det er derfor nødvendigt, at EU gør radikalt op med en syg kultur, som muliggør denne type sager.

Det er helt urimeligt, at de bedst lønnede mennesker i hele EU-systemet kan hæve en fed pension, selvom de er erhvervsaktive og tjener enorme lønninger. Det skal ikke bare handle om den enkelte kommissærs personlige moral eller mangel på samme.

Hele systemet skal ændres tilbundsgående, og udbetalingerne til Barroso og andre tidligere EU-funktionærer i lignende situationer skal stoppes øjeblikkeligt.