29 Apr 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En mulig ny vej

Blogs

Rina Ronja Kari
Medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
31 år og født på Nørrebro i København. Cand. soc. i virksomhedsledelse og organisationssekretær hos Pædagogstuderendes Landssammenslutning. Har været aktiv EU-modstander siden 2000.
Blogindlæg af Rina Ronja Kari

DEL DETTE BLOGINDLÆG

Twitter icon
Facebook icon
Google icon
Mandag, 26. januar, 2015, 16:53:30

En mulig ny vej

Befolkningen i Grækenland er ikke de eneste, som ønsker en ny politik, men den er den første, som så klart har taget konsekvensen ved et valg

Der kan siges meget om valget i Grækenland i sidste weekend, men én ting står lysende klart: Det var befolkningens klare ønske at få et brud med EU’s nedskæringspolitik. De ønsker en ny og anden vej.

Partier i både Spanien, Portugal og Irland vejrer morgenluft og ser muligheder for også i deres lande at tage et grundigt opgør med EU’s nedskæringspolitik.

Befolkningen i Grækenland er ikke de eneste, som ønsker en ny politik, men den er den første, som så klart har taget konsekvensen ved et valg. De gamle store partier har lidt voldsomt, og de partier, som har været kritiske overfor linjen, har opnået historisk gode valgresultater.

Håbet lever

Det er på sin plads at sige tillykke til både grækerne og os! Det er fantastisk, at frustrationerne over EU’s nedskæringspolitik nu også er kommet rigtig til udtryk ved et nationalt parlamentsvalg. Der er et klart flertal i det græske parlament, som ønsker noget nyt. Det kan komme til at betyde rigtig meget godt.

Partier i både Spanien, Portugal og Irland vejrer morgenluft og ser muligheder for også i deres lande at tage et grundigt opgør med EU’s nedskæringspolitik.

Og der kan ikke herske tvivl om, at befolkningerne også dér virkelig trænger til det og virkelig ønsker det. Om det lykkes, kan kun tiden vise, men en ting er sikkert: Håbet lever i bedste velgående.

Fælles pres på EU

Som EU-modstander savner jeg naturligvis, at Syriza entydigt afviser både EU og euroen. Til gengæld glædes jeg over, at de helhjertet insisterer på, at der skal helt andre boller på suppen. Det synes jeg faktisk, at vi alle sammen må bakke op om. 

Det er nemlig i høj grad et spørgsmål om demokrati. Skal grækernes valg respekteres, så må og skal EU presses til at lytte til dem og ikke bare fastholde den nuværende kurs.

Det kræver et fælles pres fra alle os, som finder grækernes kontante afvisning af EU's sparekurs både befriende og imponerende.

Når Syriza ønsker en europæisk gældskonference og nedskrivning af den græske gæld, så skal vi naturligvis bakke op. Det er helt åbenlyst nødvendigt.

Kigger man for eksempel på, hvordan Grækenland har brugt de mange penge, som de har lånt via lånepakkerne, så er det kun 11 procent, der er brugt på samfundsudgifter – resten er brugt på renter, gæld og understøttelse af banker. Det er ikke en vej ud af deres problemer.

EU skylder den græske befolkning at lytte til dem!