I disse måneder arbejder EU på en ny udenrigs- og sikkerhedsstrategi. EU’s udenrigschef, Federica Mogherini, har udpeget forskeren Nathalie Tocci til at lede forhandlingerne, der blandt andet skal gøre op med EU’s fokus på menneskerettighederne.

I sidste uge vedtog EU-parlamentet vores input til strategien. Der er – heldigvis – ikke noget, der tyder på, at EU-parlamentets drømme bliver til virkelighed i morgen, men de giver et vigtigt fingerpeg om, hvor EU er på vej hen.

Det kan undre, at de danske socialdemokrater stemmer for EU’s militære planer, samtidig med at de taler om EU som fredens projekt.

Det er egentlig en gammel drøm i EU, det her med et fælles militær. Det er ideen om ikke ”kun” at være en økonomisk og politisk supermagt, men også om at have militære muskler, der modsvarer ambitionerne om at være størst. Derfor står der også i EU's nuværende traktat, Lissabontraktaten, at man skal indføre en fælles hær.

Planerne har dog været sat mere eller mindre på standby under den økonomiske krise, men nu skal der altså fuld fart på igen.

Fælles militær

EU-parlamentets overordnede linje er, at der er brug for mere EU-integration og mere ensretning. Der tales ikke bare om at koordinere, men om at slå pjalterne sammen.

Derfor slår man for eksempel fast, at EU skal gøre fuldstændig brug af Lissabontraktatens bestemmelser om fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Det er her, der står, at man skal have et fælles militær.

Paragraf 10 i parlamentets resolution taler vist for sig selv: ”(parlamentet) mener, at det bør være et hovedmål at bevæge sig retning af permanent sammenlagte multinationale militære enheder, fælles forsvarsstyrker og opstillingen af rammerne for den fælles forsvarspolitik, som i sidste ende bør føre til en europæisk forsvarsunion; kræver i den forbindelse, at der oprettes et permanent militært EU-hovedkvarter…”

Der bliver også slået et par andre vigtige principper fast i resolutionen. Blandt andet understreges det, at USA er “EU's vigtigste strategiske partner”, og at samarbejdet mellem EU og NATO har “afgørende betydning”, ligesom parlamentet tilslutter sig musketéreden om militær støtte mellem landene internt i EU, hvis et medlemsland er truet.

Ud over at vi altså skal opbygge en fælles EU-hær, så skal der også mere oprustning til.

Parlamentet tilslutter sig således en målsætning om, at alle medlemslande skal bruge mindst to procent af deres BNP på deres militær. Bemærk lige, at udviklingsbistanden for de fleste lande ikke engang nærmer sig en procent af BNP. Også oprustning og øgede udgifter er anført i Lissabontraktaten, som slår fast, at landene forpligter sig på at øge deres militære kapacitet.

Fredens projekt?

Når man sidder i plenarsalen i Strasbourg, er en af fordelene, at man kan holde øje med, hvad de andre stemmer.

I sidste uge var det særlig interessant at se, at de danske socialdemokrater stemte for alle de ovenstående forslag, ligesom de også støttede den samlede resolution. Det er jo sjovt, når man samtidig taler om EU som fredens projekt!

Linjen er i hvert fald klar, EU-parlamentet (og mange i EU-toppen) vil have en rigtig militær union.

Så vi andre sender en taknemmelig tanke til de danske vælgere, der i 1992 sikrede, at Danmark i det mindste ikke deltager i dette vanvittige militære projekt, nemlig i kraft af den militære undtagelse.

>> Hele EU-parlamentets resolution kan ses her