I sidste uge præsenterede EU-Kommissionen næste skridt på vejen mod en EU-hær. Nemlig en Europæisk Forsvarsfond.

Vores kamp er altså både imod en udvanding af forbeholdet OG imod hele denne vanvittige idé om EU-militær.

Formålet er dels at styrke den europæiske våbenindustri, som angiveligt har dårligere vilkår end den amerikanske, og dels at arbejde mod mere koordinering mellem medlemslandene. I sidste ende en EU-hær.

Fonden kommer til at bestå af et koordineringsråd, som bliver den øverste ledelse, og af to vinduer. Dels et forskningsvindue og dels et kapacitetsvindue.

Den øverste ledelse, koordineringsrådet, består af medlemslandene, udenrigskommissæren, forsvarsagenturet, Kommissionen og af industrien. Man har simpelthen valgt at give våbenindustrien en plads helt op i toppen, når det kommer til at styre brugen af de mange penge. Det siger noget ret præcist om, hvilke interesser denne fond skal varetage.

Forskningsvinduet står med forskning i forsvarsteknologi, for eksempel elektronik, metamaterialer, krypteret software og robotteknologi. Der bliver i 2017 afsat cirka 185 millioner kroner, og frem til 2020 skal der bruges lige knapt 670 millioner kroner.

Nye penge til våbenindustrien

Det er penge, som kommer fra EU's normale budget, og er jo dermed også nye penge til våbenindustrien. Det er penge, som ellers kunne være blevet brugt på at hjælpe fattige mennesker rundt om i EU – eller slet og ret penge, som ellers kunne være blevet betalt tilbage til medlemslandene og dermed være blevet brugt på velfærd. Men nu er forslaget altså, at pengene skal bruges på forskning i militær.

Det andet vindue, kapacitetsvinduet, er en ramme, for at lande kan vælge at gå sammen og købe våben ind sammen. Ideen er dels koordinering og dels, at man måske kan få en bedre aftale. Kommissionen forventer, at der kommer til at blive brugt cirka 37 milliarder kroner om året denne vej. Det er dog som udgangspunkt penge, som alligevel skulle bruges til våben fra de enkelte lande.

Især sidste del skal ses i forlængelse af, at Kommissionsformand Juncker har et udtalt ønske om, at der på sigt skal købes våben ind i fællesskab, som også skal ejes og styres af EU.

Ud over den overordnede ramme vil Kommissionen give Den Europæiske Investeringsbank mulighed for at investere i forsyningskæder til at understøtte våbenindustrien. Pengene fra denne bank er normalt øremærkede til at skabe beskæftigelse og til at afbøde og forebygge konsekvenserne af klimaforandringerne. Men nu skal pengene altså i højere grad kanaliseres over i våbenindustrien.

Overordnet er det tydeligt, at denne plan er udarbejdet i tæt samarbejde med våbenindustrien, som i høj grad ønsker sig bedre vilkår. Men det er ligeså tydeligt, at det er et led i en større ambition om at udbygge EU's militære dimension.

Juncker har både slået fast, at det er på tide, at EU får et fælles hovedkvarter, og at Lissabontraktatens mulighed for et ”permanent struktureret samarbejde” skal bruges. Altså en fælles EU-hær. Så må vi jo overveje, om det er en rigtig god idé at udstyre EU med en hær, og om vi seriøst tror på, at vi kan skabe fred via oprustning.

Det danske forbehold

Hvor stiller det så Danmark?

Vi har jo – heldigvis – et forsvarsforbehold, der betyder, at vi ikke bliver rodet ind i hele denne elendighed. Forbeholdet sikrer os som minimum imod at deltage i udviklingen af et fælles militær, og vi bidrager normalt heller ikke med penge til projekter, der falder ind under forsvarsområdet.

Men her skal man være meget opmærksom. Dansk Industri har for eksempel slået til lyd for, at Danmark kan (og bør) deltage i forsvarsfonden, også på trods af vores forbehold. Vores kamp er altså både imod en udvanding af forbeholdet OG imod hele denne vanvittige idé om EU-militær.