De danske EU-partier har været imponerende stille om deres holdning til EU's nyeste projekt: bankunionen. Faktisk var det i store træk kun SF og os i Folkebevægelsen mod EU, der ville melde klart ud inden EU-parlamentsvalget. Men nu begynder udmeldingerne så småt at komme, senest har Morten Bødskov på Socialdemokraternes vegne udtalt sig positivt om en dansk tilslutning.

Bankunionen giver mere magt til EU, men at tro at dét skulle stoppe en finanskrise er i bedste fald naivt.

Dermed tyder det på, at vi kan forvente en afklaring inden for en overskuelig fremtid. Sandheden er naturligvis, at det ikke er specielt overraskende, at de danske EU-partier gerne vil have Danmark med. Når ”regeringen arbejder på at være så tæt på kernen i EU som muligt”, som Helle Thorning siger, så må vi naturligvis forvente, at de også gerne vil være med i dette projekt.

Bankunion løser intet

Og lad mig bare være ærlig, begrundelsen for bankunionen lyder da tillokkende; det handler angiveligt om at sikre, at vi ikke får en ny finanskrise. Hvem kan ikke være enig i dét mål?

Problemet er bare, at bankunionen ikke tager fat om de grundlæggende problemer med banksektoren. Et af de helt grundlæggende problemer er nemlig, at vi har banker, som er så store, at de kan rive samfundsøkonomien med, hvis det går galt for dem. Det betyder, at samfundet er mere eller mindre tvunget til at holde hånden under dem – altså når det går godt, og bankerne tjener på, så er det private, som tjener, men når det går galt, må vi smide samfundspenge efter dem. 

Dette problem tager bankunionen på ingen måde hånd om. Der er ikke tale om opsplitninger eller vandtætte skodder eller noget andet. Bankunionen giver mere magt til EU, men at tro at dét skulle stoppe en finanskrise er i bedste fald naivt.

Skatteyderne må igen til lommerne

Vi bliver altså ikke sikret imod en ny finanskrise, og vi opretter et system, hvor vi lover at skatteyderne betaler i sidste ende.

Man har ganske vist oprettet en pulje penge, 55 milliarder euro, som skal komme fra bankerne selv, og som skal bruges til afvikling af bankerne. Men selv om 55 milliarder euro lyder af meget, så husk perspektivet: Alene de spanske banker har under denne krise haft brug for cirka 100 milliarder euro. Omtrent det dobbelte af puljen.

Og tilsæt så, at når puljen tømmes, så skal samfundene igen til lommerne.

Jeg fastholder mit nej til bankunionen og til mere EU!