Et af de problemer, som følger med alderen er, at man har oplevet det hele før. Eller i hvert fald at man føler det på den måde.

Sådan forholder det sig naturligvis ikke. Intet gentager sig præcis som før. Men alligevel optræder der nogle lovmæssigheder. For eksempel at sommer kommer efter vår og at Lars Løkke udsender en undskyldning, når han har anvendt skatteydernes penge lige kreativt nok.

Tilsyneladende er det en sådan lovmæssighed, at forud for et valg til EU-parlamentet, udråbes det til "et skæbnevalg" for Folkebevægelsen, som i øvrigt ikke spås mange chancer for at genvinde sit mandat.

"Folkebevægelsen får svært ved at overleve dette valg", forklarer Peter Goll, PR-konsulent og tidligere SFer og eks-spindoktor for den socialdemokratiske justitsminister, til lørdagens udgave af Berlingske Tidende. Og "Skæbnevalg for folk mod EU", lyder overskriften på dækningen i søndags-Politiken af weekendens landsmøde i Folkebevægelsen.

Spådom og virkelighed

Hvis man kommer med den samme spådom tilstrækkelig ofte, så øger det naturligvis chancen for, at man på et eller andet tidspunkt får ret. Og jeg accepterer naturligvis, at når det kan kræve op til 7,6 procent at vinde et mandat i EU-parlamentet, så er der for en bevægelse som Folkebevægelsen en risiko for, at det ikke lykkes.

Medierne spår, at det er helt umuligt for den "unge og ukendte" Rina Ronja Kari at løfte arven efter den "kendte og erfarne" Søren Søndergaard, som de samme medier ikke levnede en chance ved valget for fem år siden.

Men det gælder mildest talt ikke kun for Folkebevægelsen. Lad mig lige minde om, at ifølge den seneste Voxmeter-undersøgelse (20. oktober)), så ligger både SF, Liberal Alliance og de konservative betydeligt under 7,6 procent, mens de radikale kun ligger lidt over. På den baggrund er det i dag kun rimelig sikkert at Venstre, Socialdemokraterne og DF bliver repræsenteret i EU-parlamentet. Føj for en ulykke!

Forudsigelserne om Folkebevægelsens snarlige død er som sagt ikke noget nyt, men et fast indslag i medierne, hver gang der er valg til EU-parlamentet. Op til sidste EP-valg i 2009 fik man endda en kendt professor i EU-et-eller andet til at optræde med håndfaste forudsigelser om Folkebevægelsens vælgermæssige kollaps. Kort efter fik vi det bedste valg i 15 år og jeg blev genvalgt som Folkebevægelsens repræsentant i EU-parlamentet.

Modstanden rekordstor

Denne gang bliver det selvfølgelig svært for nederlagets mænd og kvinder at argumentere med, at EU-modstanden er faldende i den danske befolkning. Den vil alligevel være lidt for tyk. Virkeligheden er jo, at modstanden mod mere magt til EU og mod EU som sådan er rekordstor. For eksempel viste en Gallup-undersøgelse fra i sommers, at 39 procent af befolkningen ønsker dansk udmeldelse af EU her og nu!

Vi har allerede fået smagsprøver på, hvordan sagen vil blive grebet an denne gang. Nemlig at det er helt umuligt for den "unge og ukendte" Rina Ronja Kari at løfte arven efter den "kendte og erfarne" Søren Søndergaard, som de samme medier ikke levnede en chance for at genvinde Folkebevægelsens mandat ved valget for fem år siden. "Fritidspolitiker", som Politiken kaldte Rina.

I mange år var det et fast indslag på Folkebevægelsens landsmøder, at de tilstedeværende journalister gik rundt og spurgte, hvorfor der ikke var flere unge. Nu er unge og yngre i stort tal kommet frem i front. Derfor er i hvert fald én ting hævet over enhver tvivl. Med Rina i spidsen for 19 andre gode og dygtige kandidater er Folkebevægelsen længere fra at være fyrre, fed og færdig end vi har været i mange år.